23948sdkhjf

Industrien gør klar til rutsje-tur

Marts blev en rigtig fin måned for den danske industriproduktion trods corona. Men lukkede eksportmarkeder og global opbremsning forventes at slå hårdt mod de danske eksportvirksomheder de kommende måneder

Maskinerne fortsatte med at køre langt de fleste steder i landet, da Danmark og resten af verden lukkede ned for et par måneder siden, og netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser da også, at den danske industriproduktion kun faldt med 0,4 procent i marts.

Det bekræfter, at ordrebørgerne har været fyldte rundt i landet, da corona kom stromende, og at vores største eksportmarkeder også aftog de aftalte varer trods corona-krise

Der er dog intet, der tyder på, at industrien går fri af krisen, selvom dykket er forskudt i forhold til så mange andre sektorer, lyder budskabet fra mange eksperter i øjeblikket.

Det gælder også Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv.

- Vi må nok berede os på et massivt og historisk fald i industriproduktionen. I omegnen af 60 pct. af den danske industriproduktion bliver afsat i udlandet. Den massive nedgang i væksten på vores eksportmarkeder vil derfor også ramme industriproduktionen hårdt over de kommende måneder. Som tingene ser ud nu er der udsigt til, at væksten på vores eksportmarkeder ender på omkring minus 6 pct. i år, lyder det i en kommentar til de nye tal fra Tore Stramer. 

Han forventer et tilbageslag, der vil kunne medføre et fald i den danske eksport på 10-15 pct., svarende til 175 mia. kr.

På den positive side spiller det dog en væsentlig rolle, at produktionen af medicin og vindmøller udgør op mod en tredjedel af den samlede industriproduktion. Både medicin- og vindmølleindustrien har været ramt mindre end andre sektorer af viruskrisen og det bratte skifte i konjunkturerne.  

Samtidig peger Tore Stramer på det positive i, at en række andre lande er begyndt at genåbne samfundet. Det gælder specielt Tyskland, mens Frankrig, Italien og Spanien også så småt er begyndt at åbne mere op for samfundet.

- Det vil forhåbentlig bidrage til at stabilisere den europæiske økonomi og sikre en mere stabil udvikling i industriproduktionen henimod slutningen af året, lyder det fra cheføkonomen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.313