23948sdkhjf

Maskin-køb skal forhindre flaskehals på store emner

Dansk Metalbearbejdning i Hadsund har stigende ordreindgang på store emner og investerer nu i nyt stort bore-fræseværk for at undgå flaskehals i produktionen

Der er tungt grej på vej til Dansk Metalbearbejdning i Hadsund.

Nærmere bestemt et Microcut horisontalt bore-fræseværk HBM-3T, som sidst på året leveres og opstilles af Kapema i Thisted. Maskinen bliver købt hjem for at forhindre flaskehalse på maskinfabrikken, som ejes og drives af Anders Jeppesen.

- Vi får i øjeblikket et stigende antal forespørgsler på store emner, og vi har i forvejen et stort bearbejdningscenter, men vi er sårbare, hvis den eksisterende maskine skal serviceres eller går ned, siger Anders Jeppesen om baggrunden for købet af det store bore-fræseværk.

Det er emner til lossepumper til fiskeindustri og større emner til vindmølle- og søfartsindustrien, som kører på Dansk Metalbearbejdnings store maskiner, der også bearbejder remskiver med en diameter på op til 1,7 meter.

- Jeg har ventet på tidspunktet, hvor vi kunne forsvare denne her maskininvestering, og det er nu. Tendensen med det stigende antal store emner ser ud til at fortsætte, og skal vi kunne dække kundernes ønsker og behov, har vi brug for øget kapacitet, slår Anders Jeppesen fast.

Emner på 8.000 kilo
Når den nye maskine rammer Hadsund senere i år, vil det være inklusiv en større mængde specialudstyr. Og logistikken i forbindelse med leverancen bliver en smule omfattende, da maskinen vejer knap 50 tons og fylder tre styk 40 fods containere. Maskinen kan efter opstilling håndtere emner med en vægt op til 8.000 kilo og har en X-akse på 3.000 mm. Den er udstyret med en Fanuc OiMF-styring og leveres med ATC 60 værktøjsveksler samt 70 Bar højtrykskøling gennem spindel.

Faktisk er maskinen så stor, at Dansk Metalbearbejdning ikke har mulighed for at have den stående i de eksisterende produktionslokaler, forklarer Anders Jeppesen.

- Vi har også en anden maskine på venteliste, og vi kan umuligt være med de nye maskiner, hvor vi er nu, så vi flytter lokaler og dobler vores produktionsareal op til cirka 800 kvadratmeter i noget nyt, som ligger cirka 500 meter herfra her i Hadsund, siger han.

Ingen corona-krise her
Hverken Dansk Metalbearbejdning eller Kapema ønsker at oplyse prisen på det nye bore-fræseværk, men der er investeret et større millionbeløb.

Og der er skrevet under midt i en coronakrise, som indtil videre ikke har ramt Dansk Metalbearbejdning i Hadsund.

- Vi har faktisk intet mærket til coronakrisen på de faste kunder, som kører uændret. Men vi kan godt mærke, at antallet af de løse ordrer er blevet lidt mindre, men det er ikke mere end 10 pct. nedgang, så jeg er rimelig tilfreds, siger Anders Jeppesen.

Artiklen er en del af temaet MaskinFokus.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.204