23948sdkhjf

EU-kvoter kan give stålet et toldsmæk

Som følge af coronakrisen bliver EU's kvoteordning for stålimport gjort mere restriktiv. Stålforbrugende virksomheder bør følge ét konkret råd for at undgå ekstraregninger, lyder det i Lemvigh-Müllers stålkommentar

Stålmarkedet har aldrig været let at spå om. Lige nu er krystalkuglen dog mere uklar end normalt. Det skyldes corona, en mulig antidumping-told på stål fra Tyrkiet, samt nye restriktioner i EU’s safeguards – noget der giver forhøjet risiko for, at stålforbrugende virksomheder får et toldsmæk på 25 pct.

Stålmarkedet fik også corona
For at starte med det første - virussen som har stjålet liv og overskrifter siden det tidlige forår - så er coronakrisen ikke overstået. Det fastslår Maria Steen, director of sales, steel, building & construction, hos stål- og teknikgrossisten Lemvigh-Müller:

Stålkommentaren er udarbejdet af Lemvigh Müller. Jern & Maskinindustrien påtager sig ikke ansvar for forecasts.

- Vi ved ikke om eller hvornår, der kommer en anden bølge, eller hvordan den vil ramme de forskellige lande og brancher. Samtidig er der et efterspil til første bølge, siger hun.

Hun forklarer, at corona fik markedet i Sydeuropa til at gå i stå og stålpriserne til at falde til det laveste niveau i fire år. I Nordeuropa er priserne mere stabile, og aktiviteten er samlet set ok - med gang i byggeriet og en mere udfordret industri.

- Markedskollapset i Sydeuropa vil få betydning for hele det indre marked, men det er for tidligt at sige, hvilken betydning det præcis får, og hvad det betyder for stålmarkedet. Vi kan dog se, at priserne på armeringsstål falder på grund af den lave aktivitet i syd. Det nærmer sig et niveau, hvor stålværkerne ikke kan få dækket de faste omkostninger, og derfor kan priserne næppe fortsætte med at falde på den lange bane, vurderer hun.

Restriktioner i safeguards på vej
Den hårdt pressede europæiske stålindustri har lobbyet for at få strammet op på de såkaldte safeguards, EU's kvoteordning, som skal dæmme op for billige stålprodukter fra primært Asien, og som udløser en importtold på 25 pct., hvis kvoterne bliver overskredet.

Kvoteordningen bliver revideret med effekt fra 1. juli, men ikke med så vidtrækkende restriktioner, som stålindustrien havde ønsket. Kvoterne bliver som planlagt forhøjet med 3 pct., så der er plads til øget import. Til gengæld er der kommet en begrænsning på den mængde, enkelte lande kan importere til EU.

- De store importlande har i den nuværende ordning deres egne etårige kvoter. Fremover vil kvoterne blive administreret kvartalsvist, og hidtil har de store lande kunnet bruge af en global kvote, når de havde opbrugt landekvoten, men det vil de ikke længere have uhindret adgang til, siger Brian Alexis, director of sales, steel, KAM & windpower, Lemvigh-Müller.

Herudover er der lagt særlige restriktioner på varmvalset materiale, noget som især rammer Tyrkiet, som er storeksportør af varmvalsede stålprodukter til EU. Tyrkiet risikerer at blive ekstra hårdt ramt, fordi EU også ser på en mulig antidumping-told på tyrkisk stål.

- Hvordan priserne vil blive påvirket af de nye restriktioner i safeguards er svært at forudsige, men vi forventer prisstigninger på varmvalsede produkter fra tredje kvartal, vurderer Brian Alexis.

Råd: Undgå varmvalset fra Tyrkiet!
Også stålforbrugende virksomheder herhjemme risikerer at blive ramt af restriktionerne i safeguards. Det påpeger Anders Voldsgaard Clausen, director of sales, steel, industry, Lemvigh-Müller.

Kvoterne fordeles efter først til mølle-princippet, og hvis man bestiller stål fra lande udenfor EU i det ene kvartal og får det leveret i næste kvartal, risikerer man, at kvoten er opbrugt, og så falder toldhammeren på 25 pct.

- Generelt er kvoterne så store, at risikoen for ekstraregninger er begrænset, men på grund af de nye safeguards og den mulige antidumping-told, bør man undgå at købe varmvalset materiale fra Tyrkiet og i stedet købe ”risikofrit” EU-stål, siger Anders Voldsgaard Clausen.

Artiklen er en del af temaet Råvarer.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.346