23948sdkhjf

90 udstillere klar til Automatik 2020

- Vi sælger stande til det sidste, lyder det fra MCH’s projektleder, der hilser industriens opbakning til den corona-tilpassede Automatik-messe i Brøndby Hallen velkommen

Når messen Automatik åbner i Brøndby Hallen fra 8.-10. september, så bliver det i en corona-tilpasset udgave med 90 udstillere.

Dermed har corona skåret cirka halvdelen af udstillerne væk i forhold til messen i 2018, men det ændrer ikke ved, at arrangørerne glæder sig over opbakningen.

- Vi er rigtig glade for de 90 udstillere, der har meldt til. Vi er fra messens side meget opmærksomme på corona, og vi gør alt, hvad vi kan for at skabe en sikker messe, der opfylder alle myndigheders krav, siger projektchef Mona Jakobsen fra messenarrangøren MCH.

Hun fornemmer generelt en stor interesse blandt udstillerne til at komme ud blandt kunder og netværk igen.

- Samtaler viser, at det i denne her tid er endnu vigtigere at styrke sit netværk. Der er rigtig mange, som gerne vil ud og møde andre mennesker, og vi har også lavet en telefonisk analyse, som viser, at vores gæster ser frem til at komme på messe, siger hun.

Stande til salg

Messen består i år udelukkende af helt ensartede stande på 12 kvadratmeter, og der vil blive taget alle tænkelige corona-forholdsregler med hensyn til afstand, sprit, antal gæster og indslusning af gæster til selve messen.

På den måde er alt lidt anderledes i år, men idéen om at skabe en messe med stærk synergi mellem et stort konferenceprogram og selve udstillingen bliver der ikke ændret på. Selve udstillingen præsenterer produkter inden for Motion & Drives, Robotteknologi, Maskinautomation, Fabriksautomation, Procesautomation, Hydraulik, Elteknik, Industriel it og Drift & vedligehold

I 2018 tiltrak messen flere end 3.600 besøgende, og det sker sandsynligvis ikke i år.

- Det her bliver en corona-tilpasset version af automatik, det er alle klar over, men vi glæder os til messen. Og vi tror på, at messerne kan være med til at skubbe dansk erhvervsliv i gang, siger Mona Jakobsen, som trods corona og afstandskrav sagtens kan have flere udstillere med på gulvet.

- Det kan vi bestemt, vi sælger stande til det sidste, slår Mona Jakobsen fast.

Artiklen er en del af temaet MESSE: Automatik 2020.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125