23948sdkhjf

Corona-sikret messekoncept ramte plet

Det kan godt lade sig gøre at afholde en tryg og sikker industrimesse i Danmark på trods af corona-virus.

Det beviste MCH i denne uge i Brøndby Hallen, hvor en coronatilpasset udgave af Automatik-messen blev afholdt efter alle sikkerhedsregler, når det handler om at holde corona i skak og undgå smittespredning.

- Vi kan konstatere, at Automatik blev en tryg og sikker messe. Der er virkelig gjort meget for sikkerheden, og det her et rigtig godt messekoncept fra MCH’s side. Det er det vigtigste budskab fra årets messe, siger Jørgen Stenberg fra teknikleverandøren HF Følsgaard.

Han sidder selv i messe-komitéen bag Automatik, og han er imponeret over, hvordan MCH har skabt et koncept, hvor der er fuldstændig styr på afstand, afspritning og forhåndtilmelding af gæsterne, så der aldrig kommer for mange mennesker i hallen på sammen tid.

Nedgang var ventet

At antallet af gæster endte på 1256 og dermed ligger langt under tidligere udgaver af messen, overrasker ikke Jørgen Stenberg.

- Nedgangen var ventet, og vi kan jo konstatere, at nogle virksomheder har holdt deres ansatte fra messen, fordi de frygter at hente smitten med hjem. Det er forståeligt nok, men vi kan omvendt slå fast, at det her messemiljø er et trygt miljø, siger han.

Han kalder det naturligt, at antallet af leads på messestandene har været lavt for de fleste udstillere, men omvendt oplever han en bedre kvalitet i dialogen med de fagfolk, som dukkede op.

- Der var 500 virksomheder repræsenteret blandt gæsterne de to første dage, og det er naturligvis et vigtigt tal, når vi skal evaluere. Jeg er i hvert fald sikker på, at Følsgaards investering i messen fra bliver tjent hjem igen, siger Jørgen Stenberg.

Mod alle odds

MCH’s projektchef på Automatik, Mona Jakobsen, er også tilfreds med forløbet af messen. Hun peger på, at messen var oppe mod alle odds på grund af det stigende smittetryk og myndighedernes aktuelle opfordringer til at udvide forsigtighed.

- Vi synes, vi har haft en rigtig god messe, og vi oplever, at mange udstillere er glade for at komme i gang. For flere er det her de første fysiske møder, de har haft i lang tid, siger Mona Jakobsen, der mærker en stærk vilje fra industriens side til at få messerne i gang igen.

- På trods af corona har vi haft en god messe, og forventningerne har været anderledes denne gang. Denne situation omkring corona er en ny normal, og vi har fået meget positiv respons fra udstillernes side, siger Mona Jakobsen.

Artiklen er en del af temaet MESSE: Automatik 2020.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11