23948sdkhjf

Ni dage før åbning: FoodTech er aflyst

Ni dage før den planlagte åbning er årets store FoodTech-messe i MCH Messecenter Herning søndag blevet aflyst, oplyser MCH i en pressemeddelelse.

Statsminister Mette Frederiksen opfordrede på fredagens pressemøde danskerne - både private og offentligt ansatte - til hjemmearbejde og opfordrede arbejdsgivere til at sikre, at alle arbejdsrelaterede sociale arrangementer aflyses frem til og med 4. oktober. Derfor har MCH med opbakning fra messekomitéerne bag FoodTech og DiaLabXpo aflyst messerne, der begge skulle foregå 29. september - 1. oktober.

Mens forsamlingsforbuddet er gældende, arrangeres messer ud fra regelsættet for storcentre - som et fagligt mødested for udstillere og besøgende fagfolk i sundhedsmæssigt forsvarlige messerammer.

- Vi har fulgt og følger fortsat regeringens og sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Aflysningen af både FoodTech og DiaLabXpo er derfor en naturlig konsekvens af statsministerens udmelding i fredags, da messernes termin er før 4. oktober, siger administrerende direktør i MCH Georg Sørensen

- Beslutningen om aflysningen sker med enstemmig opbakning fra de to messekomitéer og fra de udstillere, vi indtil nu har nået at tale med, tilføjer han.

Bent Stjerneby fra Bentec Consulting, der er medlem af messekomitéen for FoodTech, bakker op om beslutningen samtidig med, at han ærgrer sig over, at messen ikke kan gennemføres.

- Udstillerne har forberedt sig og glædet sig til at præsentere ny teknologi og nye koncepter, og glædet sig til at møde kunderne. Vi har kæmpet for messen i mange måneder, fordi den er vigtig for branchen, og derfor er aflysningen en trist men nødvendig beslutning i den nuværende situation, som vi alle kun kan bakke op om, siger Bent Stjerneby.

Foodtech bliver nu planlagt til efteråret 2022.

Artiklen er en del af temaet Industri&fødevarer.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109