23948sdkhjf

Orange cobot skaber interesse

Pakkespecialisten Sealing System er blevet skandinavisk forhandler af den orange cobot med navnet Aubo, og robotten var da også kørt i stilling på Automatik-messen i Brøndby tidligere i september.

Her var den i aktion på en mindre palleterings-opsætning, men robotten kan også lave mange andre opgaver såsom håndterings- og montageopgaver.

Og så kan den købes i løs vægt, for Sealing System sælger både de orange robotter i en kasse sendt til kunden og integreret i pakkeløsninger.

- Vi er også her på messen for at styrke interessen omkring Aubo-robotten, som er en cobot til en konkurrencedygtig pris, siger salgsansvarlig i Sealing System Anders Bundgaard Jensen, da Jern og Maskinindustrien møder ham på standen.

30 robotter solgt

Anders Bundgaard Jensen forklarer, at der indtil videre er solgt cirka 30 Aubo-robotter i Skandinavien, men interessen vokser. For det gør ikke noget at være orange i en verden, hvor de fleste andre cobots er lyseblå og kommer fra Universal Robots.

- Aubo er ingen stopklods overfor kunderne. Faktisk synes mange, det er interessant, at vi har et alternativ til en UR-robot til en konkurrencedygtig pris, siger Anders Bundgaard Jensen om robotten, der på mange måder ligner og fungerer som en UR-robot eller andre cobots.

Nem at programmere

Det betyder, at Aubo-robotten kan arbejde uden afskærmning og er simpel at programmere. Derudover har den "teach-funktion", hvor hver position manuelt kan indstilles ved at placere robotarmen i den ønskede position, hvilket gør robotten brugervenlig for medarbejdere uden de store programmeringskompetencer. Sealing System har ligeledes udviklet et palleteringsprogram til robotten ved navn IPS (Intelligent Packaging Software), som gør det muligt for en operatør uden programmeringserfaring, at lave et nyt palleteringsmønster og sætte dette i drift på under 10 minutter.

Og det vil industrien tilsyneladende gerne vide mere om.

- Det har været en fin messe, og vi er godt tilfredse. Vi har fået nogle interessante leads, siger Anders Bundgaard Jensen om dagene i Brøndby Hallen, der naturligvis var præget af corona og et lavere besøgstal end normalt ved Automatik-messen.

- Vores forventninger var ikke tårnhøje, så vi er tilfredse, siger han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.102