23948sdkhjf

- Vi har nærmest haft en omvendt corona

Kurven knækkede efter sommerferien, og nu har Wila rygende travlt

Ilhami Alicis første 12 måneder som Wila-direktør har været begivenhedsrige. Og med covid 19-situtationen in mente burde han nu arbejde på at få fabrikshallerne i Silkeborg fyldt med opgaver, men manglende aktivitet er slet ikke et problem i øjeblikket.

Første halvår af 2020 haltede rustfrispecialisten med cirka 80 medarbejdere bagefter aktivitetsmæssigt, og mens virksomheden er midt i et aktivitetsmæssigt lavvande, rammer corona.

Covid-19 har dog ikke haft konsekvenser, og 2. halvår har tværtimod buldret derudaf.

- Vi har nærmest haft en omvendt corona, når vi kigger på 2020. Da jeg startede 1. november sidste år, kiggede vi ind i en ordrebeholdning, der ikke er særlig god. Derfor måtte vi starte året med at afskedige 12,5 procent af vores medarbejdere, fortæller han.

Siden sommer har der været tryk på alle kedlerne.

- Fra juli og indtil nu har vi haft den største ordrebeholdning i virksomhedens 22-årige historie, uddyber han.

Indeks 140

Direktøren fortæller, at der kan være mange forskellige årsager til den ketchup-effekt, som Wila har oplevet. Årsagerne kan blandt andet være insourcing, nearsourcing, eller fordi kunderne gerne vil have til lager.

- Jeg ved ikke, hvad der har skabt overefterspørgslen, men jeg ved, at i oktober og november kørte vi på indeks 140 rent kapacitetsmæssigt, siger Ilhami Alici.

Der er dog en konkret ting, som han med sikkerhed ved, har haft en effekt. For i slutningen af 2019 var den nytiltrådte direktør i tæt dialog med kundebasen.

Fokus på leveringer

De største kunder fortalte, at det var Wila, som de allerhelst ville handle med, fortæller han. Og i dialogen diskuterede de ikke pris eller kvalitet, men at midtjyderne på daværende tidspunkt havde en leveringssikkerhed på 74 procent.

Derfor besluttede ledelsen, at der skulle gøres noget ved leveringssikkerheden.

- Vi indkaldte til et møde med den ambition om at nå 95 procent, uddyber han.

Ambitionen betød, at Wila organiserede sig på en ny måde. Allerede i december endte man på 96 procent i leveringssikkerhed, og i 2020 har sikkerheden ligget på over 98 procent.

- Vi besluttede, at hvis det kræver det, som arbejder vi i weekender og om natten for, at det ikke skal gå ud over kunden, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078