Ørsted efter dom: Det var en hyldest til H.C. Ørsted
Højesteret har i dag afsagt dom i sagen vedrørende Ørsted-koncernens ret til at bruge navnet Ørsted, anlagt af syv bærere af Ørsted-navnet.
Højesteret giver i dommen Ørsted medhold i, at selskabet har ret til at bruge navnet Ørsted.
Dermed er der sat endeligt punktum i sagen.
- Vi er meget tilfredse med, at Højesteret i sin dom giver os medhold i, at vi har ret til at bruge navnet Ørsted, og at denne sag nu er afsluttet. Vi skiftede i 2017 navn til Ørsted som en hyldest til H.C. Ørsted, som er en af Danmarks største videnskabsmænd gennem tiderne. For 200 år siden opdagede han elektromagnetismen og lagde dermed grunden til den måde, vi producerer elektricitet på i dag. Derfor synes vi, at Ørsted-navnet er det helt rigtige for vores virksomhed, og vi er glade for, at Højesteret stadfæster, at vi har retten til at bruge navnet, siger Henrik Poulsen, adm. direktør i Ørsted.
Ørsted samarbejder blandt andet med H.C. Ørsted Selskabet og Selskabet for Naturlærens Udbredelse, som H.C. Ørsted grundlagde, om at øge kendskabet til H.C. Ørsted og hans banebrydende opdagelser.