23948sdkhjf

Stålprisen er røget i vejret – men knaphed venter ikke lige rundt om hjørnet

Situationen på stålmarkedet har ændret sig 180 grader. Hvor markedet tidligere var præget af overkapacitet og faldende priser, har efterdønninger af corona-krisens nedlukning af værkerne sendt markedet i den anden grøft.

- I første omgang var udviklingen drevet af bilindustrien, som stille og roligt fik gang i sin afsætning igen. Det gjorde, at stålværkerne relativt hurtigt var udsolgte på deres kapacitet og fik ekstremt lange leveringstider, siger markedsdirektør Uve Edemann Lemvigh-Müller.

- De europæiske stålværker, der er underleverandører til bilindustrien, prioriterer altid automotive-segmentet højest, og så kan vi andre få, hvad der er tilbage. Og det kunne vi godt mærke allerede i oktober, og situationen har bidt sig fast.

Prisstigninger lammer ikke salget

Konsekvensen ses på de flade stålprodukter, som bilindustrien også efterspørger. Det er for eksempel plader i galvaniseret, koldvalset, dekaperede og sort stål. Her er der nu tale om så lange leveringstider fra værk til grossist og knaphed, at priserne nærmest er gået lodret op.

Markedsdirektøren uddyber, at levering fra værk til grossist nu først er mulig i 2. kvartal af 2021 - altså april, maj, juni,

 - For kunderne er tilgængelighed vigtigere end pris i øjeblikket. Vi kan se, at mange køber, selvom priserne er steget voldsomt, og det sker primært for at holde produktionen kørende, siger Uve Edemann.

Han fortæller også, at der for tre uger siden skete en ny forskydning i markedet, så også de stålkvaliteter, der kommer fra skrot, har oplevet en voldsom prisstigning.

Skrot er eftertragtet

Her er der tale om sort stangstål, bjælker og specialstål til drejning og fræsning. Når man taler om skrot, skal man holde øje med det tyrkiske marked, forklarer markedsdirektøren.

- På markedet fortsætter man med at købe op, selvom skrottet er steget voldsomt i prisen. Det er en lidt ukendt situation for os, for vi har ikke været vant til at se, at skrotprisen bare bliver ved med at stige, siger Uve Edemann.

Årsagen er, at kinesiske stålværker køber store mængder skrot fra Tyrkiet og Europa.

- De mest forurenende, malmbaserede stålværker i Kina er blevet lukket, mens der er åbnet nye skrotbaserede værker. Og der er ikke skrot nok i Kina, uddyber han om udviklingen.

Køber ind til forsommeren

Konsekvenserne af det ændrede marked ses i øjeblikket mest i prisstigninger. Hvis kunderne mærker en knaphed, afhænger det af, hvordan kunden køber ind, forklarer Uve Edemann

Han uddyber, at det stål, der bliver leveret i januar og februar, er blevet købt hjem i oktober og november, og at grossisten nu lægger ordrer, som leveres til maj og juni.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.453