23948sdkhjf

Maskinproducent har sat turbo på online installation

 Den sydjyske virksomhed Envotherm, som udvikler og fremstiller komplekse anlæg til rensning af industrispildevand, var online med de fleste af sine kompakte rensningsanlæg i forvejen.

Men de sidste 10 måneders coronaperiode har forstærket tendensen mange gange.

- Vi har været online med alle vores maskiner, og det har vist sig, at vi kan udføre meget service og support her fra vores kontor i Vojens. Vi kan løse mange problemer herfra, siger adm. direktør Vibeke Svendsen.

- I coronaperioden har vi tidoblet vores salg af hotline-løsningen. Vi har 24/7 service, hvor vi har en ingeniør, der sidder og sikrer, at kunderne får det korrekte svar med det samme, siger hun.

- Vi kan for eksempel ved hjælp af vores online-system konstatere, om der skal udskiftes en motor eller udskiftes en sensor. Vi kan se 70-80 procent af, hvad der er galt ved hjælp af online-systemet, siger hun.

Installation uden montører

Det virtuelt udførte arbejde er nået så vidt, at Envotherm her i efteråret har installeret to nye vandrenseanlæg i England helt uden at sende montører ud på opgaven. Der blev også lavet Site Acceptance Test rent virtuelt.

- Vi kan hjælpe vores kunder, fordi skærmen på anlægget har den samme virtuelle model af anlæggene, som vi har. Derfor kan vi pege ud præcis, hvor der eksempelvis skal skiftes noget ud, siger Vibeke Svendsen.

Tendens vil fortsætte

Hun regner med, at tendensen til at mere bliver ordnet online vil fortsætte, også efter coronaepidemien.

- Der er i hvert fald nogle kunder, som er blevet meget mere digitaliserede under coronaen. Der er kunder, som før ville have sagt, at deres folk ikke skulle røre ved anlæggene, som har fået en anden holdning. Der er nogle ting, som kan blive væsentligt anderledes fremover, siger hun.

Vibeke Svendsen er godt tilfreds med aktiviteten i markedet lige nu.

- Vi har rigtigt mange forespørgsler. Der er mange store virksomheder lige nu, som tænker på at gøre noget ved deres spildevand. Så vi tester spildevand og sender mange tilbud ud, siger hun.

Men hun erkender, at i en tid med corona er det sværere at få den endelige underskrift på ordrerne.

- Mange vil helst se leverandøren i øjnene, når der skal underskrives større ordrer, siger hun.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095