23948sdkhjf

Sanistål investerer i stort robotlager

Et nyt fuldautomatisk robotlager vil i 2021 øge automatiseringsgraden betydeligt på Saniståls centrallager i Billund. Sanistål har netop valgt at indgå en samarbejdsaftale med Element Logic om leveringen af det store Autostore-robotlager, som vil fremtidssikre lageret og skabe plads til fortsat salgsvækst.

- Autostore er den mest højteknologiske lagerløsning på markedet, og det passer rigtig godt til vores centrallager i Billund, fordi det er en meget fleksibel og kompakt løsning, som vi nemt kan skalere i takt med, at vi vækster, siger Christian B. Lund, administrerende direktør i Sanistål.

Fordobling af vareflow

Autostore anlægget kommer til at bestå af 44 robotter, som vil håndtere 55-60 procent af vareflowet på centrallageret. Udover at få en fleksibel og fremtidssikret lagerløsning er der mange andre fordele ved at investere i et Autostore-robotlager:

- Driften på vores centrallager bliver mere effektiv, og vores kunder får en højere kvalitet og leveringssikkerhed. Derudover understøtter Autostore vores bæredygtige dagsorden, idet anlægget bruger markant mindre energi sammenlignet med vores nuværende drift, og det belaster derfor miljøet mindre, siger Stephan Schuler, supply chain direktør i Sanistål.

Stor erfaring

Samarbejdspartneren Element Logic har stor erfaring med at levere kundetilpassede Autostore-løsninger til centrallagre, og managing director Denmark Nikolaj Bjørn Eriksen glæder sig til det fremtidige samarbejde med Sanistål:

- Det er et interessant og stort projekt for os, som vi glæder os til at komme i gang med. Det er vigtigt for os, at vi nu indgår i et partnerskab med Sanistål, hvor vi fremover løbende vil optimere og forbedre anlægget, så det hele tiden passer til Saniståls behov, siger han.

Sanistål tager robotlageret i drift i september i år.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109