23948sdkhjf

Kæmpe Power-to-X anlæg i Esbjerg skal lave vind om til brændstof

Planen for Europas største Power-to-X-anlæg, som skal bygges i Esbjerg, er offentliggjort. Anlægget skal omdanne havvindmøllestrøm til CO2-fri ammoniak, som kan indgå i produktionen af CO2-fri gødning til landbruget og CO2-frit grønt brændstof til skibsfart.

Og samtidig vil overskudsvarmen fra anlægget blive brugt til at opvarme op mod en tredjedel af husstandene i Esbjerg.

Anlægget omfatter en elektrolysator på 1GW.  Samlet set forventes anlægget at kunne reducere CO2-udledningen med op til 1,5 millioner tons årligt – eller hvad der svarer til at fjerne 730.000 biler fra vejene.

A. P. Møller - Mærsk, DFDS, Arla, Danish Crown og DLG, ser anlægget som en vigtig del af overgangen til en ikke-fossil fremtid og har derfor indgået en aftale med CIP om at understøtte afsætningen af den CO2-fri ammoniak.

Bag projektet står fondsforvalteren Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), som ud over at samarbejde med partnere i landbruget og søfarten er gået sammen med en række investorer, Esbjerg Kommune og DIN Forsyning for at realisere projektet.

- Det er en markant milepæl for den grønne omstilling i Danmark. Power-to-X-anlægget i Esbjerg bliver et mærkbart løft for udbygningen af Power-to-X i Danmark, som vil tage fart i den kommende tid. Sammen med vores samarbejdspartnere indenfor landbrug og fødevarer og i skibsfarten, vil vi med projektet kunne bidrage til at reducere CO2 aftrykket fra landbrug og skibsfart, siger Christian Skakkebæk, Senior Partner i CIP.

Skibsfart og landbrug

For landbruget og for skibsindustrien, er det afgørende med Power-to-X-løsninger, hvis de skal kunne nå deres markante klimaambitioner. En stor del af deres produktion kan nemlig ikke elektrificeres.

- Landbruget og skibsfarten har brug for nye teknologier for at nå deres ambitiøse klimamål. Løsninger som Power-to-X er derfor afgørende for den næste fase af den grønne omstilling. I CIP er vi meget glade for samarbejdet med de ambitiøse og visionære virksomheder inden for både landbrug og skibsfarten, således at vi har mulighed for at vise at denne slags løsninger kan realises ” siger Christian Skakkebæk, der er i spidsen for CIPs nye Energy Transition Fund.  

CIP har planlagt flere investeringer i Power-to-X og andre teknologier, som også understøtter ambitionen om en fossilfri fremtid. Dette anlæg er den første investering indenfor CIPs nye Energy Transition Fund.

Spår nyt Power-to-X-eventyr

For Esbjergs borgmester, Jesper Frost Rasmussen, er det helt naturligt at anlægget kommer til Esbjerg:

- De seneste ti år har vi været Europas og verdens center for udskibning af vindmøller. Nu påbegynder vi en ny æra, hvor Esbjerg i bredere forstand bliver centrum for grøn energi i hele Nordsø-området, hvilket styrker Esbjergs position som byen, hvor den grønne omstilling har højeste prioritet. Vores mål er, at Esbjerg allerede er CO2 neutral i 2030, og dette” er et vigtigt skridt på vejen, siger Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune (V).

Samtidig forventer Esbjergs borgmester også, at regionen som helhed vil nyde godt af tiltaget. Den geografiske placering tæt på de mange vindmøller på vestkysten vil styrke mulighederne fremadrettet:

- Med de yderligere planer der er for udbygning af havvind, så som Energiøen her på vestkysten, så vil vi nok se flere tiltag i mindre målestok. Det betyder vækst og beskæftigelse for hele vores område – og det placerer Danmark solidt på det globale bæredygtigheds-verdenskort, lyder det fra borgmesteren.

Artiklen er en del af temaet Industri&Energi.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.11