23948sdkhjf

Ny redaktør: Nu styrker vi journalistikken

Bo Christensen er tiltrådt som ny redaktør for Jern- og Maskinindustrien og Jernindustri.dk.

Den nye redaktør vil som en af de første opgaver kaste sig over for alvor at få sat strøm til nyhedsmediet Jernindustri.dk, hvor der fremover vil være et øget fokus på gode og relevante artikler om metal- og maskinindustrien.

- På Jernindustri.dk vil der være en høj nyhedspuls, så man ved, hvad der sker i branchen. Men på vores digitale nyhedsplatform går vi også bagom historierne og giver forklaringen på hvorfor og hvordan, siger Bo Christensen, som understreger, at målet med Jernindustri.dk er, at man som læser skal klædes endnu bedre på til at drive sin virksomhed.

- Vi skriver om udviklingen i branchen og spændende tendenser, der har betydning for virksomhederne i metal-industrien. Vi laver interviewet med virksomhedslederen om, hvor virksomheden er på vej hen, og hvad virksomheden konkret gør for at klare sig endnu bedre, siger Bo Christensen, som bliver leder af en industrigruppe med samlet fire journalister.

Blandt de fire er Jern- og Maskinindustriens tidligere chefredaktør Simon Dinsen Hansen, der fortsætter som journalist i gruppen, der udelukkende skal beskæftige sig med metal- og maskinindustrien.

Både online og på papir

Udover styrket nyhedsdækning af industrien lover den nye chefredaktør også læserne flere journalistiske temaer.

- Det kan være et tema om, hvad automatisering og robotter betyder for den metalbearbejdende industri i Danmark. Kodeordet er relevans. Man skal blive klogere på branchen, når man læser Jernindustri.dk og Jern- og Maskinindustrien, siger den nye redaktør.

Det er vel og mærke temaer, der både kan opleves i den digitale journalistik og på print, for selvom Bo Christensen varsler et massivt fokus på den digitale journalistik, så er den fysiske avis på ingen måde glemt.

- Vi vil stadig holde et højt niveau på den fysiske avis, hvor vi vil bringe gode interviews, skrive om spændende tendenser og lave reportager ude fra virksomhederne. Vi vil bruge den viden, vi får fra Jernindustri.dk til at skrive endnu mere relevante artikler i den fysiske avis, siger den nye redaktør.

Vokset op på et værksted

Bo Christensen har på mange måder fået håndværk og faglighed ind med modersmælken. Han er nærmest vokset op på værkstedet blandt svendene i sine forældres VVS-firma, som jo i sagens natur var aftagere af mange produkter fra metal-industrien.

- Her har jeg sat radiatorer op, skiftet pumper og termostater og skruet rør og fittings sammen, siger Bo Christensen, som nu ser frem til at komme tæt på landets maskinværksteder og maskinbyggere.

Og han rækker i den forbindelse hånden ud til industrien.

- Jeg kommer meget gerne ud og besøger virksomheder i branchen, ser hvad I laver og skriver en spændende historie om det, siger den nye redaktør for Jern- og Maskinindustrien og leder af industrigruppen i Nordiske Medier.

Du kan kontakte den nye redaktør på 28588843 eller mail: boch@nordiskemedier.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078