23948sdkhjf

Corona gav ekstra ordrer: L-Tek overgik egne forventninger

Da L-Tek lukkede regnskabet for 2019, var forventningen en flad udvikling i 2020. Sådan gik det ikke.

Administrerende direktør og medejer Palle Martin fortæller, at den østjyske underleverandør i 2020 formåede at øge toplinjen ”ganske fornuftigt”, mens overskuddet før skat steg næsten 30 procent til 11,6 millioner kroner.

- Det har været et år med fremgang set i lyset af, hvad der ellers er sket i den store verden, lyder det fra Palle Martin.

Hjalp kunder ud af corona-klemme

L-Tek gik ind i 2020 med en ”meget fornuftigt” ordrebog, der voksede markant i løbet det første kvartal, og da coronakrisen brød ud, præsterede man den tredjebedste måned i virksomhedens historie.

Siden fortsatte man det høje aktivitetsniveau, og det var først henne i starten af fjerde kvartal, man oplevede et lille dyk.

- Vi har været dygtige/heldige og har haft nogle kunder, der i begyndelsen af året var udfordret på leverancer fra specielt Asien, og det gav os en mulighed for at træde til og hjælpe dem, fortæller Palle Martin, og fortsætter:

- I den resterende del af året har vi set en fin fremgang for vores øvrige kunder generelt, som også er fortsat ind i 2021. Det har været et højt aktivitetsniveau kombineret med, at vi har formået at få en pæn del mere igennem med de samme ressourcer. Og det er en kombination af løbende fokus på vores produktivitet, samtidig med at vi har investeret nogle timer i det, men også har brugt nogle underleverandører til at hjælpe os.

Mange kunder med behov for lokal sourcing

De ordrer, kunderne normalt bestilte hos asiatiske underleverandører, lunede godt i foråret, hvor uroen ellers bredte sig blandt de danske industrivirksomheder i halen på nedlukningen af Danmark. Om kunderne permanent vælger at tage opgaver hjem fra Asien er dog endnu for tidlig at sige, vurderer Palle Martin.

- Vores fornemmelse er, at det er det, der er ved at ske. Det mærker vi lidt. Vi har generelt rigtig mange kunder, der får leveret forholdsvis få styk, og som efterspørger en kombination af høj og ensartet kvalitet, stor fleksibilitet og korte leveringstider. Det er noget, der er svært at hente ude i Asien. Men dem, hvor vi har noget med større mængder, der oplever vi, at der er røre i det. Man skal have flere heste at spille på, siger han.

- Jeg tror ikke, de flytter det hele hjem. Jeg tror, de laver det, der populært kaldes dual sourcing, tilføjer Palle Martin.

10 nye medarbejdere

Han er derfor også ganske fortrøstningsfuld i forhold til 2021.

- Vi har faktisk fået en ganske fornuftig start på 2021. Det ser lovende ud. Vi har en ambition om en mindre vækst fra sidste år. Det kan så lyde rimelig konservativt og uambitiøst, men vi tror, det er et fornuftigt ambitionsniveau at have, for der kan ske så mange ting. Men vi har rigtig mange spændende ting i gang med vores nuværende kunder, og der er nye kunder på vej, forklarer Palle Martin.

- 2021 er også startet med, at vi har ansat 10 medarbejdere i de første to måneder af året, og det er jo et billede af, hvordan det er startet. Det er først i begyndelsen af det nye år, at det har været nødvendigt for os at tiltrække nogle nye folk, og det er faktisk gået ret godt med at finde nye medarbejdere, slutter L-Tek-direktøren.

L-Tek A/S
mio. kr. 2020 2019
Bruttofortjeneste 24,5 22,2
Resultat af primær drift 12,1 9,8
Resultat før skat 11,6 9,0
Årets resultat 9,1 7,0
Balancesum 74,7 67,4
Egenkapital 27,4 22,8
Antal ansatte 97 98
Regnskabsåret blev afsluttet den 31. december 2020
Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078