23948sdkhjf

Erhvervsskole: Flere unge i 20’erne søger ind på metaluddannelserne

Der er behov for at flere unge vælger en erhvervsuddannelse indenfor metalindustrien i fremtiden. Derfor glæder man sig på Skive College over, at skolen oplever en større søgning fra de unge over 20 år.

- På værktøjsmageruddannelsen ser vi i øjeblikket at ca. 25% går i gang med uddannelsen efter de er fyldt 20 år, forklarer den nye uddannelschef på Skive Collgege, Kurt Lindholm.   Skive College satser nu i højere grad på at tiltrække den målgruppe.  

- Det er tidligt som 16-årig at skulle træffe en beslutning om en retning i arbejdslivet. Især så konkret et valg, som det jo er med erhvervsuddannelserne, forklarer Kurt Lindholm fra Skive College. Han er i dag uddannelsesleder for området metal og forsyning, men er fra 1. maj uddannelseschef for Skive College.

- Virksomhederne tager også gladeligt imod de unge over 20 år ud, fordi de er lidt mere modne end de helt unge.

Det har været en udfordring for industrien og erhvervsskolerne at tiltrække nok elever. En af forklaringerne er den forestilling, som mange har om at arbejde i industrien. For er der prestige i at arbejde i industrien? Svaret er ifølge Kurt Lindholm to-delt.

- Dem der er i branchen ved, at det er et godt sted at være. De har spændende arbejdsopgaver, gode udviklingsmuligheder og gode vilkår – det giver prestige. Så dem der er en del af det oplever, at det har prestige.

Der er rift om industriteknikere og værktøjsmagere, som derfor også er godt lønnede og har masser af karrieremuligheder, forklarer Kurt Lindholm. Man kan f.eks. arbejde med værktøjer og teknologi som leverer til medicinalindustrien, bilindustrien eller den grønne omstilling

Udfordringen er, at dem der står udenfor metal-industrien ikke ved, at der er gode vilkår, spændende opgaver og gode karrieremuligheder i fremstillingsindustrien. Derfor arbejder skolen sammen med branchen for større oplysning og vejledning om mulighederne.

- Dem der står udenfor har et begrænset kendskab til metal-industrien. De er måske ikke helt opdateret på, hvilke spændende jobs og muligheder, der er. Der kan også være en forældret opfattelse i nogle forældregenerationer af, hvad det vil sige at arbejde indenfor metalindustrien, forklarer den nye uddannelseschef.

En af udfordringerne er, at branchen ofte må holde kortene tæt ind til kroppen og derfor ikke kan fortælle om de mest spændende ting, der arbejdes med i virksomheden. Det kunne ellers være med til at ændre opfattelsen af, hvordan det er at arbejde i metalindustrien. 

- Branchen arbejder ofte med noget, der er helt fremme i den teknologiske udvikling, hvor de arbejder med prototyper og lignende. Så de kan ikke fortælle, hvad det er for spændende ting, de går og laver, forklarer Kurt Lindholm. Han mener godt, at virksomhederne kan fortælle om det efterfølgende, når de ikke er bundet af en non disclosure agreement, så de unge mennesker på den måde kan få kendskab til, hvad virksomhederne arbejder med.

Også i foreningen Industritekniker.nu, kan den daglige leder Henning Dam genkende billedet af, at de unge over 20 år fylder mere på f.eks. uddannelserne til industritekniker.

- Cirka halvdelen af de unge, der søger ind på uddannelsen som industritekniker kommer ikke direkte fra folkeskolen, men har været ude at lave noget andet, forklarer Henning Dam.

Han mener stadig, at metaluddannelserne skal fortælle de unge på grundforløb 1, om uddannelserne som f.eks. industritekniker, som de måske ikke kender i forvejen. Men han mener, at det giver god mening i højere grad at indstille kikkerten efter de unge over 18 eller 20 år.

- 70 procent af de unge vælger det almene gymnasium i form af STX. Men mange opdager undervejs, at de ikke ønsker at gå videre på en lang akademisk uddannelse. Derfor er det rigtig godt, at der nu er åbnet op for, at gymnasierne gerne må vejlede deres elever i retningen af erhvervsuddannelserne, siger Henning Dam. 

På grund af Corona-pandemien, har det ikke i særlig stor udstrækning været muligt for industritekniker.nu at komme ud på gymnasierne og fortælle om uddannelsen. Men Henning Dam har store forhåbninger til, at der kan rekrutteres flere unge ad den vej og han oplever, at gymnasierne er positive overfor samarbejdet. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096