23948sdkhjf

Maskinfabrik skyder gang i grøn alliance

Haarup Maskinfabrik A/S har samlet en gruppe virksomheder med bæredygtige planer og ambitioner i nyt netværk med navnet GAIA

Der skal fart på den grønne omstilling, og hvis flere og flere viser de gode eksempler frem, så bliver udviklingen hurtigere skubbet i den rigtige retning.

Det er tankegangen bag det nye netværk GAIA, der er en alliance på tværs af brancher for mindre og mellemstore virksomheder, der enten er i gang eller skal i gang med den grønne omstilling.

Det er adm. dir. Hans Christensen fra Haarup Maskinfabrik i Silkeborg, som har taget initiativ til netværket, der også skal sikre industrien og erhvervslivet en stærkere grøn stemme i den politiske debat.

Har selv investeret 14 mio. kr.

Hans Christensen har selv stået i spidsen for noget, der ligner en bæredygtig revolution på Haarup Maskinfabrik.

Samlet har Haarup Maskinfabrik over de sidste fire år investeret intet mindre end 14 mio. kr. i bæredygtige løsninger fra solceller og varmepumper til LED-lys overalt i bygningerne.

- Nogle gange står man lidt alene med det her, og så opdager man pludselig, at der er virksomheder er i andre brancher, der også er i gang med grøn omstilling. Alliancens formål er hjælpe hinanden og skubbe på udviklingen, siger Hans Christensen om afsættet til GAIA-netværket.

Han mener personligt, det er på høje tid, at den grønne udvikling kommer op i fart, og at verden på både lokalt, nationalt og globalt har brug for gode eksempler, der kan trække udviklingen frem.

- I mine øjne går det lidt for langsomt, vi skal accelererer den grønne omstilling, og vi skal vise de gode eksempler frem, siger Hans Christensen, der selv gerne viser frem, hvad Haarup Maskinfabrik har investeret i.

Masser at vise frem

Med blandt andet solceller på landjorden og på bygningerne, store batterier til opsamling af strømmen, varmepumper, LED-lys og et skift til el-biler på firmabil-siden er der masser at vise frem på Haarup Maskinfabrik, som også lægger hus til første møde i netværket.

- Vi sætter fokus på, at grøn omstilling giver gevinst, for jo højere gevinsterne er, jo dårligere og dårligere bliver undskyldningen for ikke at være med, siger Hans Christensen.

Direktøren forklarer, at Haarup Maskinfabrik samlet set selv høster et afkast på 5-7 procent om året på den millioninvestering, der er sket på og omkring maskinfabrikken. Det svarer til, at Haarup Maskinfabrik i gennemsnit sparer 800.000 kr. på drift af maskiner og bygninger.

- Nogle vil vælge at sige,det er en lang tilbagebetalingstid, men jeg mener, man skal se på det som en investering, hvor man både tænker bæredygtigt og får et fornuftigt afkast, siger Hans Christensen.

Han erkender blankt, at netop tilbagebetalingstiden på de bæredygtige løsninger er en stopklods for mange virksomheder, men han slår samtidig fast billedet er mere nuanceret og ikke alle løsninger har samme regnestykke.

Derfor er også brug for at styrke dialogen om bæredygtighed på tværs af brancher og landsdele, og det er netop baggrunden for GAIA, som lige nu består af blot tre virksomheder: Confac i Randers, transportvirksomheden Rygaard i Grenå og Haarup Maskinfabrik.

På tværs af brancher

Tanken er, at alliancen skal udvides, og netværket er ikke branchebestemt.

- Vi er en metalvirksomhed og tænker på en måde, mens virksomheden i andre brancher tænker helt anderledes, det er meget givende, siger Hans Christensen, som dog ikke vil udvide alliancen for enhver pris.

- Vi vil kun have virksomheder med, som virkelig vil den grønne udvikling, og som er selv i gang eller gerne lige begyndt med de bæredygtige investeringer. Vi taler lige nu med nogle sjællandske virksomheder, der er interesserede, og vi vil også rigtig gerne have nogen med fra Fyn, siger Hans Christensen.

Artiklen er en del af temaet Industri&Energi.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.16