23948sdkhjf

Corona-krise sendte strøm af opgaver hjem til East Metal

Da coronapandemien begyndte at sprede sig over verdenskortet i begyndelsen af 2020, begyndte mange europæiske industrivirksomheder at gentænke deres leverandørkæder for at sikre leverancerne.

Netop den bevægelse gav East Metal medvind ind i coronakrisen.

- Der er en del af de europæiske maskinproducenter, der får deres udstyr i Asien. Lige i den periode kunne de godt se, at det ville gå galt, så de aflyste nogle af de ordrer, de havde lagt i blandt andet Kina og flyttede dem til Europa. Der var vi så heldige at komme i betragtning til en del af dem, så vi kunne afbøde effekten af corona i første omgang, forklarer Flemming Rasmussen, der er CEO hos East Metal.

- Så gælder det stort set altid om at levere et godt produkt, til en god pris og med den rigtige leveringstid. Det har også gjort, at vi har kunnet holde fast. Selv om coronasituationen i Asien blev bedre, så blev nogle af de nye kunder ved os, fortsætter han.

Lille vækst i omsætningen

For East Metal blev facit på 2020 en omsætning på 443,6 millioner kroner – den højeste i virksomhedens historie – og et overskud før skat på 24,2 millioner kroner. Sidstnævnte kunne ikke helt hamle op med rekordåret 2019, hvor plusset lød på hele 39,4 millioner kroner.

- Lige i 2019 flaskede det hele sig. Det var et superår, og det tror jeg aldrig, man kan regne med igen. Det resultat, vi har lavet i 2020, er trods alt det næstbedste resultat, East Metal nogensinde har lavet. Og det afspejler nok også mere det normale niveau, konstaterer Flemming Rasmussen.

Investerer millioner

Han kan samtidig se tilbage på et stort investeringsår. Der er tale om et stort teknologiskifte i virksomheden.

- Der er investeret i robotsvejsere, nye skæremaskiner – både laser og plasmaskæring – og det er ikke kun til plader, men også til rør og profiler. Og vi har investeret i en bukkemaskine. På den måde har vi kunnet fjerne nogle flaskehalse og øge kapaciteten, siger Flemming Rasmussen.

Allerede i 2019 lagde man grunden med samlede investeringer på 16,7 millioner kroner, og det blev i 2020 øget til 28,7 millioner kroner og fremadrettet vil selskabet følge planen som er defineret i selskabets strategi med navnet ”More & Steel”.

- Grundlæggende ønsker vi at skabe mere værdi i de produkter, vi leverer ud. Derfor tilbyder vi en udvidet værdikæde, hvor evnen til at montere kundernes produkter er et væsentligt element i fremtidens value proposition, kombineret med en generel industrialisering af de nuværende processer. Flere kunder har allerede indgået i et udvidet samarbejde, hvor East Metal leverer færdige produkter inklusiv test og verifikation til vores kunder, lyder det fra Flemming Rasmussen.

Stålpriser på himmelflugt

East Metal er gået ind i 2021 med en tilfredsstillende ordrebeholdning, og ser positivt på året til trods for, at Covid-19 spøger stadig, og samtidig giver det overophedede stålmarked udfordringer.

- Det er noget, vi virkelig har en kamp om hver eneste dag; at sikre stålet og sikre, at det kommer til tiden, så vi kan overholde vores leveringsforpligtelser. Det er lidt op ad bakke. Det er en noget bemærkelsesværdig situation at stå i og se, at priserne kan stige så meget bare fra uge til uge, fortæller Flemming Rasmussen.

- Vi garderer os på den måde, at vi er nødt til at lave justeringer på materialepriserne. Vores kunder er også udmærket bekendt med situationen, og de fleste accepterer det, slutter han.

East Metal Holding A/S
mio. kr. 2020 2019
Nettoomsætning 443,6 440,9
Ebitda 48,7 67,2
Resultat før skat 28,0 44,2
Årets resultat 24,2 39,4
Balancesum 242,7 212,7
Egenkapital 119,0 95,1
Antal ansatte 712 694
Regnskabsåret blev afsluttet den 31. december 2020
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094