23948sdkhjf

HI-messe: Technomania sætter spot på bæredygtighed

Bæredygtighed i alle afskygninger bliver det centrale omdrejningspunkt, når Ingeniørforeningen IDA til oktober blænder op for teknologieventen Technomania på årets HI-messe i Herning.

Og forventningerne er i top hos IDA, der melder om stor interesse fra aktører, som ønsker at være en del af programmet i Hal F 6. og 7. oktober.

- Vi har mødt en forrygende forhåndsinteresse for at være med på Technomania. For eksempel kunne vi allerede i maj lukke listen over oplægsholdere til vores populære talks, ligesom vi p.t. har aftaler i hus med mere end halvdelen af de cirka 20 startups, vi får plads til i hal F. Så det tegner rigtig godt, siger Lene Christensen, som er direktør for området Teknologi, Netværk og Kompetence i IDA.

På Technomania er ambitionen at sætte både bredde og dybde på perspektiverne, når det handler om at vise, hvordan teknologi kan understøtte udviklingen af bæredygtig industri og produktion. Blandt de mange temaer, der stilles skarpt på i Hal F, er bæredygtige materialer, modulært produktdesign, ressourceeffektiv produktion, bølgeenergi og vertikalt landbrug.

- Vi bestræber os på at komme ud i alle hjørner af begrebet bæredygtighed. Både når det gælder teknologi, men eksempelvis også i forhold til det bæredygtige arbejdsliv. Alle aktiviteterne tager afsæt i, at der skal være noget interessant at lytte til og noget spændende at se på, understreger Lene Christensen.

Fra Google og Lego til startups

Ud over et tætpakket konferenceprogram med talere fra eksempelvis Google, IBM, Novo Nordisk, Danfoss og Lego, giver Technomania også plads til dem, der måske bliver morgendagens virksomheder. Nemlig et 500 kvadratmeter stort startup corner, hvor 20 iværksættere vil præsentere deres løsninger.

Derudover deltager en række partnere på Technomania. Herunder Fremstillingsindustrien i DI, som blandt andet vil præsentere projektet "Klimaklar SMV", der handler om, hvordan man som SMV kan få styr på sin virksomheds CO2-aftryk. MADE, som er en af de øvrige partnere på Technomania, byder ind med et spændende setup af talere, som fra forskellige vinkler giver perspektiver på bæredygtighed i produktion og produkter.

Selvom meget er på plads, bliver også de kommende uger travle for Technomania-teamet hos IDA. På tegnebrættet er blandt andet en paneldebat om Power-to-X og en temaudstilling om brint.

- Der er nok at tage fat på, men vi bliver ved med at proppe gode idéer ind i programmet for Technomania, som vi forventer, at der ligger klar lige inden sommerferien, siger Lene Christensen.

Technomania og Hal F lægger desuden scene til en anden central begivenhed, hvor bæredygtighed er i fokus, nemlig uddelingen af HI Sustainable Development Award, hvor vinderen kåres 6. oktober.

HI-messen finder sted 5.-7. oktober 2021 i MCH Messecenter Herning. IDA’s "Technomania" foregår i Hal F 6. og 7. oktober.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078