23948sdkhjf

Maskinproducent: Vi vil halvere montagetiden

Maskinproducenten Aasted bygger chokolademaskiner og monterer alle sine temperermaskiner i Farum.

Med et nyt layout for montagen forventer virksomheden, at gennemløbstiden for bliver halveret, og at produktionskapaciteten kan øges til det dobbelte.

Christian Lacoppidan er fabrikschef og manden bag det nye montagelayout, der efter planen skal implementeres i de kommende måneder.

- Vi går fra at have en traditionel montagelinje til at indføre produktionsceller. Som det er nu, flytter vi rundt på temperermaskinen fem gange, før den er slutmonteret. De største maskiner vejer op til et par tons, så det er noget besværligt. Med produktionscellen slutmonterer vi maskinen på ét og samme sted, siger fabrikschefen, der har brugt et par år for at få forbedret flowet i de seks montageområder.

Temperermaskinen, der er kernen i chokoladebearbejdningsprocessen, består af ni undersamlinger, hvoraf den ene samling fortsat bliver fremstillet på fabrikken (svejsning og spåntagning), mens de andre otte kommer fra underleverandører.

Delene tager meget af pladsen i montageafdelingen, hvor der er indrettet arbejdsstationer på et lille og ufremkommeligt areal. Montagerækkefølgen betyder, at der kun kan slutmonteres én maskine ad gangen.

- Gulvet er fyldt med komponenter, så det er en af vores flaskehalse, og det skal vi have gjort noget ved, siger Christian Lacoppidan, der også arbejder på at skabe en ny holdning i produktionen, som bryder med gamle vaner og rutiner.

Med det nye layout, som kræver ombygning, bliver der i første omgang indrettet en række arbejdsstationer, der kan slutmontere tre maskiner ad gangen.

Slut med dagbøder   

Christian Lacoppidan har også kig på montagen af de pladskrævende støbeanlæg, som består af 30 forskellige moduler. Det tager typisk 10 mand 15 uger at montere og stille støbeanlægget op, inden det bliver testet igennem.

- Vi har behov for at være endnu skarpere med vores planlægning, for det kan hurtigt gå galt. Nu skal vi have beskrevet medarbejdernes arbejdsgange dag for dag, så det bliver mere transparent, hvor langt de er kommet i montagearbejdet i forhold til det samlede timeantal, der er sat af til opgaven, påpeger han.

Problemet er, at Aasted får dagbøder, hvis anlægget ikke bliver leveret til tiden.

- Jo mere struktur vi får, jo bedre kan vi kan planlægge os ud af det. Kan vi for eksempel se midtvejs i forløbet på de 15 uger, at vi er bagefter, kan vi straks sætte ind med ekstra mandskab, så vi bliver færdige til tiden og undgår dagbøder, forklarer han.

På andre montageområder (overtrækslinjer) har Aasted allerede forbedret timeudnyttelsen med 20 procent.

- Vi er ved at være i mål, når vi kan lave meget præcise forecast på tre måneders basis. Det håber jeg, vi kan inden for det næste års tid, siger Christian Lacoppidan.    

 Aasted beskæftiger ca. 350 medarbejdere og har omkring 20.000 kvadratmeter under tag i Farum. Produktionen kører i et-holdsskift.  

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079