23948sdkhjf

Største maskininvestering nogensinde: Nu kører det tunge grej i Hadsund

Dansk Metalbearbejdning har fået nye muskler og mulighed for at håndtere emner på op til 10 ton med nyt bore- fræsecenter fra Microcut

Efter længere tids overvejelse slog Dansk Metalbearbejdning i Hadsund sidste år til på købet af et bore- og fræsecenter fra Microcut til håndtering af store emner.

Nu kører maskinen, og indehaver af Dansk Metalbearbejdning Anders Jeppesen er yderst godt tilfreds med den investering, der er den største maskininvestering nogensinde for virksomheden med seks ansatte.

- Den nye maskine er sat ind som en aflastning til en tilsvarende mindre maskine, som var overbelastet og overbooket. Og Når jeg nu var i gang med at bruge penge, så kunne jeg lige så godt købe en større maskine, for en større maskine giver os nye muligheder, siger Anders Jeppesen med henvisning til, at den nye maskine kan bevæge sig 3000 millimeter på X-aksen og håndtere emner på op til 10 tons.

- Det giver os mulighed for at tage fysisk større opgaver ind for kunder i både den maritime industri og i vindmølleindustrien, hvilket også har været efterspurgt: Det har været opgaver, vi tidligere måtte sige nej til, forklarer fabriksejeren, der har købt den nye maskine af Kapema i Thisted.

Flytning ved årsskiftet

Til sammenligning kunne det eksisterende fræsecenter ’kun’ bevæge sig 2200 millimeter på X-aksen.

- Det har været en god beslutning med det nye center, og det tegner lovende. Maskinen har masser at lave, men vi kan altid tage nye opgaver ind, siger Anders Jeppesen, som udover den nye maskine også lige har investeret i en flytning af virksomheden til ny adresse i Hadsund.

Den del faldt på plads ved årsskiftet, og nu kører hverdagen igen på fuld tryk i de nye lokaler med den opgraderede maskinpark.

- Vi er inde i en god periode, og corona har ikke ramt os synderligt. Vi kan godt mærke corona-nedgangen lidt, men det har ikke haft den store indflydelse på ordreflowet hos os, siger Anders Jeppesen.

Stigende ordreindgang

Dansk Metalbearbejdning producerer blandt andet remskiver, lossepumper og dele til maskiner til affaldshåndtering. Derudover produceres der til vindmølleindustrien.

Og Anders Jeppesen er overbevist om at million-investeringen i flytning og ny maskine kommer til at give gevinst.

- Vi har stigende forespørgsler og stigende ordretilgang, og med de kontrakter vi har, så er det her ikke et sats. Samtidig har vi haft en fornuftigt forretning i gennem flere år, så vi har ikke en stor gæld i vores virksomhed. Det var også med til, at det har kunnet lade sig gøre, siger Anders Jeppesen.

Det nye fræsecenter hos Dansk Metalbearbejdning vejer knap 50 tons og fyldte tre styk 40 fods containere, da det ankom. Maskinen er udstyret med en Fanuc OiMF-styring og leveret med ATC 60 værktøjsveksler samt 70 Bar højtrykskøling gennem spindel.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094