23948sdkhjf

Hydraulik-service kræver volumen

Hydra-Teknik på Thyborøn Havn har med base i nyetableret værksted og lager på havnen gjort klar til vækst.

Det siger Thomas Andreassen, der er medstifter af virksomheden, der i dag består af de to grundlæggere og en enkelt ansat.

Men der skal gerne flere folk på lønningslisten, for det kræver noget volumen at have værksted, maskiner og lager til at levere den høje kvalitet af hydraulik-service, som Hydra-Teknik satser på.

- Vores målsætninger er, at vi kan fordoble vores aktiviteter de kommende år og få noget mere volumen ind i vores virksomhed. For maskinerne til denne her type virksomhed koster, siger Thomas Andreassen med henvisning til, at Hydra-Teknik allerede har investeret i både rørbukker og slangepresser samt flere specialmaskiner.

De maskiner står nu side om side med lageret, der indeholder både slanger, fittings, rør, ventiler, filtre og andre komponenter til hydrauliksystemer.

- Men selvom vi skal vækste, så skal vi beholde personligheden i det, vi laver. Kunderne skal vide, hvem det er, de ringer til. Det prioriterer vi rigtig højt, siger Thomas Andreassen, som ser meget positivt på fremtiden.

- Der sker rigtig meget på Thyborøn Havn, hvor vi jo gerne have fat i nogen kunder, og så satser vi på løfteudstyr, hvor vi en stor del udstyr liggende på lager. På den måde kan vi hurtigt designe det rigtige løftegrej og faldsikringsudstyr, når kunderne skal bruge det, siger Thomas Andreassen, som også har andre gode kort på hånden.

Godkendt til kraner

Hydra-Teknik er nemlig lige blevet godkendt af Søfartsstyrelsen til at teste og servicere marinekraner og har arbejdet målrettet med kvalitetsledelse de seneste år.

Alle tre medarbejdere hos Hydra-Teknik er uddannede skibsmontører på havnen i Thyborøn, og de skal stå for den kvalitet, der skal bære den lille virksomhed ind i fremtiden.

- Vores styrke er, at vi kan levere i høj kvalitet, og at vi er specialister i det, vi gør. Vi vil ikke lave alt muligt andet end hydraulik ved siden af, for hydraulikområdet er meget kompleks, og tingene bliver mere og mere specialiserede, siger Thomas Andreassen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11