23948sdkhjf

Sekura Cabins: Vi diskuterer ikke prisen på en råvare - vi diskuterer om vi overhovedet kan få varen

2021 er startet glohedt hos de fleste virksomheder – ikke bare i Danmark, men over det meste af verden. Det betyder mangel på næsten alle former for råvarer og komponenter.

Det mærker man også hos Sekura Cabins, der producerer førerkabiner til entreprenørmaskiner.

- Det er en daglig kamp for at sikre de leverancer, vi skal bruge fremadrettet, siger administrerende direktør Carsten Tønnes.

Udsætter leverancer

For Sekura Cabins er det ikke bare stål, der er knaphed på for øjeblikket. Randers-virksomheden bruger en mængde elektroniske komponenter i sine førerkabiner og står også selv for overfladebehandling.

Og meldingen er hele vejen rundt, at der er vareknaphed. Og selv hvis man har afgivet bestillinger, kan man ikke regne med, at de kommer til tiden.

- Vi har lige været ude og lave nødopkøb af pulver til pulvermaling, fordi vores normale leverandør lige pludselig udsatte en leverance med 14 dage. Heldigvis var der en alternativ leverandør, hvor vi kunne købe 100 kilo pulver og hutle os igennem, indtil vi kan få det rigtige. Jeg var også ude og købe stålprofilrør ved en konkurrent i Frankrig, fordi vores normale leverandør lige pludselig ændrede leveringstiden fra seks til tolv uger, forklarer Carsten Tønnes.

- Komponentsituationen på elektronikmarkedet er også fuldstændig røvere og soldater for øjeblikket, hvor der er flest røvere. Det er simpelthen ikke et spørgsmål om at diskutere prisen på varen, men om at diskutere om man overhovedet kan få den, fortsætter han.

Corona kostede på bundlinjen

Råvareknapheden kommer oven på et 2020, hvor Sekura Cabins i forvejen var ramt af coronanedlukningen sidste forår. Det betød et fald i omsætningen og knap en halvering af overskuddet før skat.

- 2020 har i den grad været ramt af corona for vores vedkommende, og vi har også haft medarbejdere hjemsendt i en periode, for vores kunder havde simpelthen lukket ned. De lukkede ned, fordi de manglede råvarer fra Sydeuropa, og det har præget vores omsætning, fortæller Carsten Tønnes om virksomhedens regnskab, der er offentliggjort for nylig.

Alene virksomhedens største kunde havde lukket sin produktion i fire uger. Og bedst som alting begyndte at lysne hen over sommeren, tog råvarekrisen fart.

- Da vi kom hen i tredje/fjerde kvartal, begyndte vi at blive ramt af stigende råvarepriser, hvor vi først fra årsskiftet har haft mulighed for at begynde at justere på priserne overfor kunderne. Så det er en kombination af coronakrise og stigende råvarepriser, der er hovedårsagen til, at regnskabet er, hvor det er, både med faldende omsætning og en faldende indtjening, lyder det fra Carsten Tønnes.

Tilbage på før krise-niveau

Han kan dog glæde sig over, at der trods alt er travlt lige nu på fabrikken i Randers, og at alt tyder på solid fremgang i 2021.

- Vi er tilbage på i hvert fald 2019-niveau og måske endda også på vej over det. Vi ser en kraftig stigning i ordreindtaget for øjeblikket, og så er vi også ude og har ansat en del medarbejdere. Vi er på det højeste niveau i i hvert fald de sidste tre-fire år. Vi skal langt tilbage, før vi har været oppe på de 180 medarbejdere vi er nu, slutter Carsten Tønnes.

Sekura Cabins A/S
mio. kr. 2020 2019
Bruttofortjeneste 28,0 41,6
Resultat af primær drift 12,5 22,7
Resultat før skat 11,0 21,5
Årets resultat 8,6 16,8
Balancesum 104,8 100,1
Egenkapital 31,3 38,7
Antal ansatte 146 159
Regnskabsåret blev afsluttet den 31. december 2020

Artiklen er en del af temaet Råvarer.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094