23948sdkhjf

Dansk AM Hub henter CTO hos Danfoss

47-årige Steffen Schmidt er blevet ansat som ny CTO i Dansk AM Hub. Han skal sørge for, at Dansk AM Hub kommer endnu tættere på danske produktionsvirksomheder og får flere danske små og mellemstore virksomheder i gang med additive manufacturing.

Steffen Schmidt er en erfaren mand med mere end 20 år hos Danfoss, hvor han har været med på hele rejsen bag deres satsning og udvikling inden for AM – blandt andet med ansvaret for at sikre brugen og integrationen af 3D-print i alle Danfoss Drives’ fabrikker over hele kloden.

- Steffen er en stærk profil, som bidrager med en masse viden, forståelse og interesse for AM og et godt netværk. Jeg er overbevist om, at Steffen kan hjælpe os med at nå vores ambitiøse mål og sørge for, at især vores jyske fremstillingsvirksomheder får øje på teknologiens muligheder og bæredygtige potentiale, siger direktør Frank Rosengreen Lorenzen.

Steffen Schmidt vil især koncentrere sin indsats på de jyske fabriksgulve, hvor han vil fortælle de mange virksomheder om AM-teknologiens fordele i form af en mere konkurrence- og bæredygtig produktion, som allerede har stort fokus i udlandet i disse år.

Derfor vil Steffen Schmidt også have sin faste base i det midtjyske – på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier i Herning – hvor man som en del af 3D Metal Alliancen allerede underviser fremtidens arbejdskraft i brugen af 3D-teknologi med særlig fokus på 3D-metalprint.

Han har været en del af Dansk AM Hubs mentorkorps, hvor han netop har fået flere mindre danske fremstillingsvirksomheder med på den nye fremstillingsteknologi – noget, som han ser frem til at gøre endnu mere i den nye stilling.

- Jeg glæder mig til at møde industrien og i øjenhøjde afmystificere 3D-print. Der er et enormt potentiale, når man først får teknologien ind under huden og op under neglene. Jeg er sikker på, at der vil blive en masse aha-oplevelser – og at vi sammen kan flytte grænserne for, hvad danske virksomheder kan, siger Steffen Schmidt.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078