23948sdkhjf

Mangler hænder: Nu trækker direktøren i arbejdstøjet

Det kniber med at skaffe tilstrækkeligt med kvalificerede medarbejdere i metalindustrien. Det viser en arbejdskraftundersøgelse, som Tekniq Arbejdsgiverne netop har gennemført.

Undersøgelsen viser, at 18 procent forgæves har forsøgt at rekruttere arbejdskraft i april. 

Direktøren må trække i arbejdstøjet

Et af de steder, hvor man mærker udfordringerne med at skaffe kvalificeret arbejdskraft, er hos Pakma i Korsør.

Her har direktør Leon Hulstrøm derfor droppet direktørarbejdet og er gået i produktionen. I stedet har han overdraget de fleste direktør-opgaver til sin højre hånd imod en større lønforhøjelse.

Det oplyser Tekniq Arbejdsgiverne i en pressemeddelelse.

- Vi er 12 ansatte i dag, men jeg har arbejde til fem til seks faglærte mere, som vi søger efter på alle platforme og medier. Men det er nærmest umuligt, siger Leon Hulstrøm.

Metalvirksomheden laver specialproduktion typisk i et lille styktal. En serie på 10 styk er en stor serie på virksomheden. Stigende ordreindgang og færre medarbejdere har i øjeblikket sendt leveringstiden op fra normalt tre til 10 uger.

Hos Pakma skyldes de aktuelle problemer især, at en gammel kunde fra hovedstadsområdet har ”fisket” fire faglærte medarbejdere med lovning på store lønstigninger. Hos Pakma i Korsør ligger timelønnen på cirka 200 kroner i timen. Men i hovedstadsområdet har de tidligere ansatte fået tilbudt en lønpakke, der vil sende timelønnen op på 250 kroner i timen.

- Der kan jeg ikke være med. Så må jeg gå andre veje for at få industriteknikere og CNC-folk, siger Leon Hulstrøm.

Medejeren har beholdt selve direktøransvaret og godkender de vigtige beslutninger. Men den nye hverdag ude i produktionen har givet en mere afvekslende arbejdsdag.

- Det er faktisk rigtig dejligt ikke at sidde hele dagen foran skærmen. Jeg kan stadig håndtere de 16 maskiner, vi har. Og faktisk kunne jeg godt se dette som en permanent ordning, selvom vi får besat de ledige job, siger Leon Hulstrøm.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11