23948sdkhjf

Vindmølleproducenterne vil ikke have 1200 stumper: KSM-direktør vil levere hele systemer

Vindmølleindustriens service- og eftermarked oplever i øjeblikket en kraftig forandring.

Det forklarer medejer og salgsdirektør Poul Arne Kloster fra KSM Group, der er specialister i produktion af emner til reparation og opgradering af eksisterende vindmøller.

- I en årrække har indkøbere bombarderet industrien for at få de laveste priser på komponenterne, og der er ikke mere at hente på den del. Så nu er eftermarkedet og sourcing-tankegangen blevet meget strategisk for vindmølleindustrien, siger Poul Arne Kloster.

Montage fylder mere

Det betyder med andre ord, at det ikke længere er nok at levere enkelte stumper og dele til kunderne. Nu skal der leveres færdige units og turnkey-løsninger til industrien. For vindmølleproducenter vil hellere have en færdig unit frem for 1200 stumper.

- Hvis vi eksempelvis skal levere en hydrauliktank, kan vi enten levere en tank, eller vi kan levere det samlede system omkring tanken, og udviklingen går mod de samlede systemer, siger Poul Arne Kloster.

Derfor kommer montage og el-teknik også til at fylde mere og mere hos KSM Group, som er klar til at indgå de mere langsigtede strategiske samarbejder med industrien om flere færdigmonterede enheder.

- El-teknik og montage fylder allerede 10 procent hos os i dag, og det er der, hvor vi kommer til at vokse. Vi går fra at være en komponentleverandør til at være en form for semi-system-leverandør, og der står vi stærkt i KSM Group siger han.

Direktøren henviser i den sammenhæng til, at vindmølleindustrien i øjeblikket selv lufter tankerne om at samarbejde på tværs af brands og mærker, når det handler om netop service og eftermarked.

De små får det svært

Det er i følge Poul Arne Kloster samlet set gang i en udvikling, som vil sætte aftryk i den brede vifte af danske underleverandører, der i dag sta-dig leverer til vindmølleindu- strien.

- Jeg tror, vi over de kommende år kommer til at se en konsolidering, hvor der vil ske en lang række opkøb af de mindre virksomheder. Det bliver sværere og sværere at være lille i det her game, siger Poul Arne Kloster og henviser samtidig til de enorme kvalitetskrav, som vindmølleindustrien stiller.

Det er krav, som KSM Group opfylder i dag, og derfor ser Poul Arne Kloster også Randers-virksomheden som en central spiller på vindmølleindustriens fremtidige eftermarked.

- Branchen bliver mere og mere professionel, og når vi kigger lidt frem i tiden, så vil vi jo i KSM også gerne opkøbe nogle komplementære kompetencer til det, vi kan i dag, siger han.

Artiklen er en del af temaet Vind i verdensklasse.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093