23948sdkhjf

Lemvigh-Müller om stålpriser: Det her har vi aldrig set før

 - Vi oplever en såkaldt supercyklus, hvor prisen på stål og metaller har været konstant stigende nu på syvende måned. Det har vi ikke set før.

Sådan siger Henriette Bjerring, der er Key Account Manager med særlig ekspertise indenfor plader hos Lemvigh-Müller, i en kommentar til situationen på stålmarkedet.

Hun kalder de stigende stålpriser for en supercyklus, der er skabt af corona-nedlukkede stålværker, økonomiske hjælpepakker og høj aktivitet i de stålforbrugende brancher.

Den globale sult efter stål sætter aftryk i den europæiske import og eksport. I Kina er aktiviteten så høj, at landet er gået fra at være storeksportør af stål, især skrot, til at importere. Og samtidig med at der kommer mindre stål til Europa fra Øst, ryger der mere stål, end der plejer, ud af Europa og over Atlanten.

- I USA er stålpriserne højere end i Europa. Faktisk er de så høje, at det kan betale sig for de europæiske værker at eksportere. Det er til trods for, at de bliver pålagt en straftold på 25 procent, den såkaldte Sektion 232, som Donald Trump indførte for at begrænse stålimporten og beskytte det amerikanske marked tilbage i 2018, hvor der var en global overproduktion af stål, siger Henriette Bjerring.

Det er især stål og metaller, der bruges i bilindustrien, som er berørt af højere priser og længere leveringstider, dvs. galvaniseret, koldvalset og rustfrit stål samt aluminium.

Udsolgt på værkerne

Lemvigh-Müller forventer ingen bedring på stålmarkedet på kort sigt.

- De fleste stålværker har udsolgt for tredje kvartal allerede. Vi forventer, at priserne stiger hen over sommeren og gennem tredje kvartal, men formentlig mere moderat, end vi har set indtil nu, siger Anders Voldsgaard Clausen, salgsdirektør, Industri-Stål, Lemvigh-Müller.

Også skrotbaserede stålprodukter er der stor efterspørgsel på. Byggebranchen boomer, og det kræver masser af armeringsstål og stålbjælker. Billedet med stigende priser og længere leveringstider er det samme her, og hos Lemvigh-Müller forventer man, at det varer ved, i hvert fald til den anden side af sommerferien, måske ind i årets fjerde kvartal.

Artiklen er en del af temaet Råvarer.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.126