Vindmølle-pioner: Derfor står danske underleverandører så stærkt på verdensplan
To af byggestenene til den danske vindmølleindustri er Danmarks lange tradition for maskinbygning og nogle gode, frie uddannelser, som fremmer initiativ. Det mener Henrik Stiesdal, vindmøllepioner og mangeårig teknologichef hos Siemens Wind-power.
- Vi har i Danmark nogle super gode ingeniører, maskinmestre og maskinarbejdere, og vi har et skolesystem, hvor de lærer at tænke selvstændigt, og hvor initiativet ikke bliver taget fra dem, siger han.
- Vi er faktisk gode til maskiner i Danmark. Danske fabrikanter har leveret 90 procent af de havmøller, som er opstillet omkring Europa. Der er ikke nogen af elementerne i vindmøller, som andre ikke kan lave, men vi er bare blevet kendt som dem, der kan levere varen.
- Det passer godt til Danmark. Maskinindustrien er bare world class i Danmark. Selv om vi ikke laver generatorer og motorer, så er vi dygtige til at sætte maskiner rigtigt sammen.
- Det flade hierarki, som vi har i Danmark, er simpelthen genialt, når det handler om innovation og løsninger. Vi har en god tradition for at skabe løsninger og have en fleksibel tankegang, siger Henrik Stiesdal.
Artiklen er en del af temaet Vind i verdensklasse.