23948sdkhjf

Kraner skal løfte mennesker op på vindmøller

Seasight Davits har videreudviklet deres kraner, så de nu ikke blot kan bruges til løft af gods, men også mennesker

PRODUKTUDVIKLING: Gennem en årrække har Seasight Davits leveret kraner til løft af udstyr op til fundamentet på havvindmøller.

Nu vil den vestjyske virksomhed gå skridtet videre og også løfte personel op til møllerne. Derfor er man klar til at lancere en ny Man Riding-kran.

Når personel skal op til havmøllerne i dag, sker det som regel via stiger, som skal entres fra en supply båd. Det indebærer en sikkerhedsrisiko, når personellet skal fra båden over til stigen.

- Hvis du kigger på de risk assesments, de laver offshore, er det tit det med at kravle op ad stigen, der er en af de helt store problemstillinger, og så er det også bare noget af det, der tager lang tid, siger Alex Kristensen, der er chief commercial officer i Seasight Davits.

Kunderne skiftede mening

Selve udviklingen af kranen har været et stykke tid undervejs.

- Det er en sjov historie for i 2013 kom Jimmy Staal, den administrerende direktør og en af medstifterne i Seasight Davits, med en ide og lavede en fin tegning og præsenterede en løsning for en kunde; "hvad med, at vi begynder at flytte personalet på den her måde"? Og de grinede og sagde; "det kommer aldrig til at ske", udtaler Alex Kristensen.

- Nu samarbejder vi tæt med kunder om at teste prototyperne, for nu er de kommet i tanke om, at det ikke er nogen god ide at have en boat landing på de her TP’er længere. Så den har ligget i skuffen siden 2013, men nu har vi et produkt ude, som er testet offshore, og som virker, og som vi faktisk også har solgt nu - godt nok til olie/gassegmentet, fortsætter han.

Kraner skal kunne fjernbetjenes

Hos Seasight Davits udnytter man den kran, som allerede er installeret på møllens fundament. Den skal løfte en man basket med personellet op på møllefundamentet. Selve løftet med en kurv er en kendt teknologi, som blandt andet har været brugt i olie/gasindustrien.

For Seasight Davits har det dog krævet nogle modifikationer af kranerne. Dels er der den sikkerhedsmæssige side, når det pludselig er mennesker, der skal løftes, og dels er der betjeningen.

- Der er nogle helt andre krav til blandt andet bremser og effektiviteten af sådan et personaleløft. Så der er dobbeltfunktioner på alt på selve kranen for at kunne imødekomme de ting, forklarer Alex Kristensen.

- En anden ting, som vi har fået patenteret, er den måde vi indstiller vores fjernbetjeninger på. For det nytter ikke noget, at du vil løfte en person op til et fundament, hvis du ikke kan få krøjet kranen ud og sat en krog ned. Så vi har faktisk været nødt til at få lavet en fjernbetjent løsning, hvor du kan styre kranen ud nede fra skibet, og så har du en fjernbetjening, der dækker op til 500 kraner. Så den fjernbetjeningsløsning er ret unik i det setup, fortsætter han.

Sparer tid og brændstof

Ud over sikkerheden for personellet peger Alex Kristensen på andre fordele ved at bruge en kranløsning i stedet for en traditionel landgang.

- Du har et skib, der ligger og trykker op mod TP’en og kører fuld kraft på og forbrænder en masse brændstof. Så skal de vente på, at første mand er kravlet op. Så skal han fire krogen ned, der skal hookes noget på, og han skal fire krogen op igen, og så skal de have næste load op. Hvis de skal lave to-tre løft, kommer de til at ligge og banke op ad den TP i lang tid, før de har fået flyttet det gods og personale, de skal bruge for at udføre en service. Her kan du køre kranen ud og have personalet klar og tage dem i første løft. Så tager du et løft mere, og så er du sådan set færdig. Og det hele kan ske fra skibet, forklarer Alex Kristensen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078