23948sdkhjf

Maskinproducent kaster millioner i udvikling

Optimering, automation og intelligente landbrugsmaskiner er nøgleord for Kverneland, som satser massivt på udvikling

UDVIKLING: Udviklingen går forrygende stærkt på maskinsiden i landbruget lige nu.

Det er årsagen til, at den fynske maskinproducent Kverneland hvert eneste år bruger rigtig mange penge på at styrke virksomhedens ingeniør- og udviklingsafdeling.

- For os handler det hele tiden om at produktudvikle maskiner, der arbejder med en højere og højere produktivitet, for der kommer færre og færre hænder pr. fødevareenhed. Vi satser meget hårdt på produktudvikling, det er helt afgørende forklarer Kvernelands adm. direktør Claus Uden Thomsen.

Styrker konkurrenceevnen

Baggrunden for udviklingen er den evige kamp for at styrke konkurrenceevnen, og så spiller mangel på arbejdskraft også ind. Og det store fokus på udvikling kan aflæses i Kvernelands regnskab, hvor det fremgår, at Kverneland i 2020 brugte 5,1 procent af netto-omsætningen på udvikling.

- Der går en del år, før vi ser et landbrug, der i overvejende grad er robotiseret, men det er den vej, det går. GPS og autostyring er udbredt i dag, og vores markredskaber overtager eksempelvis også kontrollen med traktoren, når de hægtes på, forklarer Kverneland-direktøren.

Det betyder med andre ord, at det er en ballepressers aflæsning af og information om en given mark, som bestemmer, hvor hurtigt traktoren skal køre, og hvordan den skal køre. Dermed får traktorchaufføren mere og mere en overvågende rolle.

Kommunikationen mellem maskinerne og traktorer foregår via den åbne standard Isobus ved hjælp af en et TIM system (Tractor Implement Management System), som landbrugsaktørerne på globalt plan står sammen om. Den protokol har Kverneland også været med til at udvikle.

- Vi ser et forstadie til robotisering af et landbrug, som kører autonomt, og der er allerede i dag landmænd, der benytter sig af kommercielle autonome maskiner, forklarer direktøren.

Intern automation

Også internt er Kverneland stærkt præget af automation, når det kommer til pladebearbejdning og svejsning.

Dog er montagen af landbrugsmaskinerne fortsat manuel, og det bliver der ikke lige ændret på.

- Vi har en lav seriestørrelse, og vi kigger ind i en fremtid, hvor det stadig er mennesker, der skruer vores produkter sammen, siger Claus Udengaard Thomsen.

Det betyder dog ikke, at montagen ikke udvikler sig, for der kommer flere og flere hjælpeværktøjer til, blandt andet i form af kollaborative robotter.

Samtidig bliver produktion af maskinerne i dag simuleret digitalt i selve udviklingsfasen, hvilket giver store tidsbesparelser hele vejen rundt i produktionen.

- På den måde slipper vi for en masse prototyper og en masse testarbejde og spild, lyder det fra Kvernelands adm. direktør.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.234