23948sdkhjf

Find den rigtige robotteknologi til din automation

Der er mange forskellige teknologier, man kan bruge til robotter. Men hvordan finder man den rigtige kombination af teknologier til det problem, man skal løse?

Det handler et af oplæggene om på Robotbrag, der finder sted på Teknologisk Institut i Odense på torsdag 26. august.

Skal man for eksempel lade en robot placere emnet i et fikstur i en fræsemaskine, så maskinen kan udføre operationen, eller skal man modsat lade robotten holde emnet og føre det hen til en stationær fræsemaskine, og så lade robotten foretage bevægelserne?

Det er seniorkonsulent Karsten Thornø Ahrentsen, Teknologisk Institut, som fortæller om de forskellige teknologier, som man kan vælge til et automationsprojekt.

- Det skal være inspiration til dem, der allerede har en ide til et automationsprojekt, men som gerne vil høre om de forskellige teknologiske muligheder. Jeg vil fortælle noget om, hvornår det giver mening at bruge bestemte teknologier, siger Karsten Thornø Ahrentsen.

Det bliver suppleret med nogle erfaringer fra Aarhus-virksomheden V. Guldmann, som producerer personlifte til plejehjem og sygehuse.

Produktionsingeniør René Binderup fra Guldmann vil fortælle om firmaets erfaringer med at bruge en UR10-robot til en række forskellige funktioner. Den ene dag er den udstyret med en griber. Den næste dag er den udstyret med en skruemaskine. Virksomheden har gradvist tilføjet nye opgaver til robotten, og særligt opgaver, som ellers er belastende for medarbejderne at udføre.

Efterligner manuel proces

Virksomhederne er ikke altid klar over alle de teknologiske muligheder, der findes.

- Typisk vil man efterligne den proces, som man laver i hånden. Men nogle gange kan man løse udfordringen på en anden måde, når man har en robot til sin rådighed, siger Karsten Thornø Ahrentsen.

Robotter kan udstyres med en lang række sensorer, og man kan montere forskellige værktøjer.

- Det er sensorerne og værktøjerne, der gør det avanceret. Robotten er den dumme del. Det er jo bare en avanceret luftcylinder, griner Karsten Thornø Ahrentsen.

Oplægget "Find den rigtige kombination af teknologier til din automationsløsning" ligger i konferencespor 2 på Robotbrag. Det kan opleves klokken 10.30 og igen klokken 13.40, og det varer cirka 40 minutter.

Artiklen er en del af temaet Robotbrag 2021.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14