23948sdkhjf

Rørproducent åbner kæmpe produktionsanlæg

Salling Plast rykker 1. september ind i et nyt produktionsanlæg i Hurup Thy i Nordvestjylland, der samtidig bliver det fremtidige hovedkontor. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

- Det nye produktionsanlæg skal give plads til at fremstille komplette rørføringer og skal herudover huse et spritnyt innovationscenter, hvor koncernen vil samle sine mange kompetencer inden for plast til flydende væsker, lyder det.

Salling Plast producerer blandt andet plastløsninger til gasser, vand og andre flydende væsker. Den nye fabrik skal huse et produktionsanlæg på 3.000 kvadratmeter samt et lagerområde på 20.000 kvadratmeter, der skal give bedre plads til koncernens vækstambitioner.

- Vi oplever, at markedet efterspørger rørføringer og løsninger i plast til væsker og gasser i større og større dimensioner, og med de nye produktionslokaler tager vi skridtet fuldt ud for at rykke op i superligaen for systemleverandører af plastløsninger til flydende væsker og gasser, siger administrerende direktør og ejer af Salling Plast, Geert Skovsgaard, og tilføjer, at der i de nye lokaler vil være bedre plads til at fremstille plastrørføringer i store dimensioner:

- I dag er det ikke usædvanligt, at der spørges på tanke, brønde og rørføringer i dimensioner på mellem 2.000 og 3.000 millimeter. Store emner kræver mere plads, og i Hurup Thy fandt vi velegnede produktionslokaler på en geografisk god beliggenhed. Vores nye lokaler har desuden fuld krandækning, og vi har investeret i specialudviklet udstyr til håndtering og svejsning af større, komplette rørsystemer.

Fabrikken skal også huse et nyoprettet innovationscenter med navnet Aqua House.  

- Næsten kun fantasien sætter grænserne for, hvad vi kan producere. Og kombineret med et stærkt ønske på markedet om et kompetencecenter for plastløsninger med fokus på vand og væsker generelt opretter vi på vores nye hovedkontor et nyt innovationscenter, hvor der udover vores egne medarbejdere også er reserveret plads til eksterne partnere med relevante kompetencer og specialviden om plasthåndtering, vand og kombinationer heraf, fortæller Geert Skovsgaard.   

 Det er blandt andet kunder fra fiskeri-, akvakultur- og procesindustrien samt offshore-sektoren som efterspørger specialudviklede løsninger, der giver Salling Plast gode forudsætninger for fremtidig vækst.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126