23948sdkhjf

Danfoss høster store datamængder fra ny samlelinje

Danfoss har sat gang i udvikling og opstilling af en robotcelle til samling af onboard opladere til eldrevne lastbiler, og produktionslinjen er lavet med tårnhøj sporbarhed.

- På hver eneste færdige charger ligger fuldt datagrundlag for den komplette montering. Det går helt ned til hvor hårdt, de 170 skruer er spændt. Det betyder, at vi også kan ændre hele enheden med få klik, hvis noget skal optimeres hen ad vejen.

Det forklarer Danfoss’ senior project manager, Karsten Fibiger, om robotcellen.

Lige nu testkører Danfoss robotcellen, der er udviklet i samarbejde med RoboTool og Frontmatec.

Under styrehuset

Den færdige indbyggede oplader, skal ligge lige under styrehuset i en helt ny type eldreven lastbil og sikre strømoverførsel til og fra de store batterier. Opladeren vejer cirka 50 kg med sit aluminiumshus, og er dermed ikke lige til at håndtere.

Det fremgår af en pressemeddelelse om projektet.

- Det er lykkedes os at skabe en linje, som hverken kræver manuelle tunge løft eller iskruning. To store KUKA-robotter plukker de tunge komponenter direkte fra pallen. Resten føres ind via en kitte-bakke, hvor de straks scannes, for at sikre, at det er de rigtige dele. Ti minutter efter har robotterne samlet opladeren, sluttestet den og stillet den klar på en palle. Det er sket helt uden brug af tunge håndteringer, siger Karsten Fibiger.

Dermed bliver slutkundens krav om produktion af 10.000 enheder om året realistisk, og ifølge Karsten Fibiger er det med en hidtil uset grundig dokumentation på alle dele og montering.

Samtidig er den gennemgående software og automationen efter sigende så fleksibel, at den nemt kan omstilles, når der kommer flere varianter.

- Det er en fordel for os, at cellen er fremtidssikret. Så kan den omstilles til nye varianter, når det bliver aktuelt, siger Karsten Fibiger.

Gik på med krum hals

Selvom den nye celle er udviklet og konstrueret under galopperende Covid-19, har Karsten Fibiger oplevet samarbejdet med RoboTool som rigtigt godt.

- Det er altid et puslespil, når man har er to eksterne leverandører. I en kompliceret opgave som denne, kræver det konstant afklaring af overlappende områder. Men det har RoboTool og Frontmatec gjort rigtigt godt. De gik på med krum hals og fik det simpelthen til at fungere. Var der uafklarede punkter, tog de ansvar med det samme, og har fundet nogle rigtig gode løsninger. På den måde sikrede de optimal opbygning af robotcellerne, påpeger Karsten Fibiger

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125