23948sdkhjf

Pressede underleverandører får luft på vindkonference

Stigende prispres og en forventning om at flytte produktionen med de store mølle-producenterne ud til de steder i verden, hvor vindmølle-industrien buldrer frem.

Det er i grove træk to af de største udfordringer, som rigtig mange mindre og mellemstore underleverandører til vindmølleindustrien står med i dag.

Og det er også nogle af de udfordringer, som er på dagsordenen, nårvindmølle-branchen under HI-messen mødes til konferencen Wind Energy Denmark.

Konferencen holdes på messens første dag 5. oktober.

- Wind Energy Denmark skal være med til at skabe et fælles fokus i branchen på og også være med til at vise, hvor skoen trykker, siger Anders Mika Dalegaard, som er afdelingschef i brancheorganisationen Wind Denmark, der er med til at arrangere Wind Energy denmark.

En aha-oplevelse

Anders Mika Dalegaard har på tidligere udgaver af Wind Energy Denmark oplevet, at der er kommet en form for aha-oplevelse hos leverandørerne, når de finder ud af, at de ikke sidder alene med deres udfordringer. Derfor er den uformelle del af den kommende vind-event ifølge afdelingschefen også yderst væsentlig. For udfordringerne i vindindustrien ligger lige under overfladen, og udfordringerne fylder meget for virksomhederne.

- Der er et enormt markedspotentiale for vind, men samtidig et kraftigt prispres ned igennem værdikæden, og de store mølleproducenter eksekverer i højere og højere grad på prisen, forklarer Anders Mika Dalegaard.

Med ud i verden

Det store fokus på pris og storaftaler med underleverandører indebærer netop, at mølleproducenterne i stigende grad stiller krav om, at deres underleverandører følger med dem ud i verden, hvor møllerne skal produceres og opføres.

- Der er ingen tvivl om, at der er et krav om, at man skal være mere og mere global for at være med i vindmølleindustrien, og det kan være en stor og svær beslutning for mange mindre og mellemstore virksomheder at tage det skridt, siger Anders Mika Dalegaard, der slår fast, at der findes flere veje for at holde fast i en sund forretning som leverandør til vindindustrien.

For det kan være, at et opkøb eller et frasalg er det rigtige for nogen virksomheder, mens andre virksomheder vil få gevinst ved at gå sammen med andre virksomheder for at styrke kompetencerne i fællesskab.

- Derfor er det også nyttigt, at de mange aktører på Wind Energy Denmark kommer i dialog med hinanden om, hvordan de håndterer de her krav, vurderer Anders Mika Dalegaard.

Han erkender, at kravet om øget globalisering fra underleverandørenres side langt fra er nyt, men han vurderer, at kravet bliver mere og mere aktuelt.

- Der er stadig masser af potentiale i vindindustrien for at lave en god forretning, men det er vigtigt, at de her signaler bliver taget alvorligt, siger Anders Mika Dalegaard.

Se mere om messen Artiklen er en del af temaet HI-MESSE 2021.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096