23948sdkhjf

Messestart får smilet frem hos MCH: Vi havde en virkelig god første dag

Der er god stemning på HI-messen i Herning, som begyndte tirsdag og slutter torsdag. Projektchef for HI-messen hos Messecenter Herning, Mona Jakobsen, er meget glad for den start messen har fået.

- Det var en virkelig god første dag. Både udstillere og gæster var glade. Man kan godt mærke, at det er længe siden, at folk har været ude på denne måde. De har savnet det, siger Mona Jakobsen, som fortæller, at der var 5.114 gæster til messen den første dag.

Onsdag er den største dag på messen, hvor der i 2019 kom 8.000 gæster. 

Når projektchefen taler med udstillerne på messen, så er det hendes indtryk, at gæsterne ikke bare er på messen for at kigge. De kommer med et formål og er klar til at indlede nye samarbejder og finde nye løsninger.

- Gæsterne har stor lyst til at disponere og finde nye løsninger. Det er det, jeg hører fra udstillerne, forklarer Mona Jakobsen.

550 udstillere er med

I år er der 550 udstillere på messen. Selv om der i 2019 var 700 udstillere, så er Mona Jakobsen godt tilfreds med, at det med kort aftræk og corona-usikkerhed lykkedes at få 550 udstillere med på messen. Hun oplever, at messen kommer på et godt tidspunkt her i begyndelsen af oktober.

- Timingen er god, for folk er klar til at komme ud nu. Alle har lyst til det, siger Mona Jakobsen.

På messen kan man stort set ikke mærke, at Danmark først for nylig er sluppet af med de sidste corona-restriktioner.  Der er håndsprit, ekstra rengøring og nogle steder er der afstandsmærker i gulvet. Men ellers mærker man intet til corona. Messen er på mange måder som den plejer at være, bortset fra at udstillere og gæster måske sætter endnu mere pris på messen denne gang.

Artiklen er en del af temaet HI-MESSE 2021.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094