Rådgiver og investor: Godt klima for ejer-og generationsskifte lige nu
Den aktuelle gunstige samfunds-økonomi smitter af på interessen for at købe og sælge virksomheder.
Det vurderer Jens Heimbuger, der er adm. direktør i investerings- og rådgivningsvirksomheden Dansk Generationsskifte.
- Bankerne er blevet mere villige til at finansiere de her ejerskifter, fordi bankerne også får garanti fra Vækstfonden, siger Jens Heimburger, der vurderer, at rigtig mange private investorer lige nu jagter salgsimodne virksomheder.
- Vi har et gunstigt økonomisk klima med lave renter, og det jo positivt, når der skal lånes penge. Der er mange penge derude lige nu, så der er gode muligheder, siger Jens Heimburger.
Et par gode råd
Dansk Generationsskifte køber selv virksomheder op og er lige nu selv majoritetsejere i ni virksomheder. Typisk sælger Dansk Generationsskifte virksomhederne videre efter cirka fem års ejerskab,
Derfor møder Jens Heimburger da også jævnligt ejerledere, der går med salgstanker, og til dem har han et par helt klare råd.
- Det første, man skal gøre, er at tænke, hvor står jeg om to år. For der er to år fra tanke til handling i de her sager, siger Jens Heimburger, der også peger på nødvendigheden af at have en professionel bestyrelse tilknyttet sin virksomhed.
- Det ledelsesmæssige og det økonomiske går hånd i hånd, og når man går med salgstanker, så handler det om at få gjort noget ved virksomhedens svage punkter, siger Jens Heimburger.
Han lægger ikke skjul på, at Dansk Generationsskifte i sine opkøb går efter at finde virksomheder, som har sit eget produkt og meget gerne eksporterer det.
Artiklen er en del af temaet Generationsskifte.