23948sdkhjf

Ny aftale: Nu kan arbejdsgiver kræve coronapas fra ansatte

Regeringen er enig med arbejdsmarkedets parter om, at arbejdsgivere skal kunne pålægge ansatte at vise et coronapas.

For at have et gyldigt coronapas, skal man have en negativ coronatest, have immunitet fordi man har været smittet indenfor de seneste seks måneder eller være vaccineret.

Forslaget skal gælde så længe, at corona bliver kategoriseret som en samfundskritisk sygdom. Derfor gælder aftalen foreløbig én måned.

Aftalen er indgået mellem regeringen og Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation.

- Jeg er rigtig glad for, at vi på kort tid har lavet en aftale, som kan give større tryghed på arbejdspladserne og hjælpe med til, at Danmark forhåbentlig kommer gennem vinteren så godt som muligt, udtaler fungerende beskæftigelsesminister Mattias Tesfaye (S) i en pressemeddelelse.

Det er op til den enkelte arbejdsgiver, om de ansatte skal pålægges at vise et gyldigt coronapas.

Viceadministrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Pernille Knudsen udtaler, at virksomhederne i noget tid har stået i en meget svær situation, når de har villet beskytte medarbejdere mod corona eller forhindre smittespredning.

- Nu får de med adgangen til at se coronapas et godt værktøj til at kunne beskytte deres medarbejdere og sikre, at driften kan fortsætte ved at tage de forholdsregler, der skal til for at forhindre udbrud på arbejdspladserne, siger hun.

Aftalen vil nu blive fremsat som et lovforslag i Folketinget.

Regeringen håber at få opbakningen fra de øvrige partier, og vil desuden forsøge at få lovforslaget hastebehandlet, så det kan komme til at gælde hurtigst muligt.

Det kræver dog, at to tredjedele af Folketinget bakker op om at hastebehandle lovforslaget.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11