23948sdkhjf

Integrator: Vores salg af kinesiske minirobotter eksploderer

Robotintegratoren Robot Nordic oplever stigende efterspørgsel på små håndteringsrobotter, som kan løse simple opgaver i industrien. Salget er vækstet 200 procent på et år

Den fynske robotintegrator Robot Nordic oplever lige nu stor efterspørgsel fra industrien på en særlig type minirobotter, som Robot Nordic importerer fra Kina.

Minirobotterne - kaldet Dobot - anvendes i stor stil af blandt andre elektronikgiganten Huawei.

- Vi har haft agenturet i en tre års tid, men det er virkelig eksploderet på det seneste. Alene i 2021 er salget vækstet med 200 procent i forhold til 2020, lyder det fra Sune McDonald Bertelsen, salgschef hos Robot Nordic i en pressemeddelelse.

Coloplast har købt tre

Sune McDonald Bertelsen peger på, at man med en pris på typisk under 20.000 kroner som virksomhed kan købe 10-20 Dobot til prisen af en traditionel kollaborativ robot og anvende dem til helt simple håndteringsopgaver i testproduktioner - eller som undervisningsrobotter i forbindelse med oplæring af medarbejdere.

- Dén businesscase er der flere og flere industrivirksomheder, der får øjnene op for, fortæller Sune McDonald Bertelsen, som oplyser, at Coloplast investeret i tre dobots til sin testproduktion.

Hos Coloplast skal robotterne bruges til at automatisere nogle helt simple, manuelle processer, som det ellers normalt ikke ville kunne betale sig at automatisere.

Et helt nyt marked

Forløbet med de små Dobot-robotter blev indledt, da Robot Nordic for nogle år siden stod og manglede en robot, som virksomhedens lærlinge og praktikanter kunne bruge til at øve sig på kodning. Det var her, at Robot Nordic hurtigt indså potentialet i de små robotter - ikke kun til undervisningsbrug, men også til brug direkte i industrielle miljøer.

- Vi ser et helt nyt marked for løsninger, som det ikke ville kunne betale sig at automatisere med en traditionel industrirobot. Kort sagt kan man bruge de her robotter de steder, hvor man i dag har en person til at stå og trykke på en knap eller flytte et emne fra A til B, siger Sune McDonald Bertelsen.

Løfter op til 1.5 kilo

Robot Nordic forhandler i øjeblikket fire forskellige modeller fra Dobot, som ligger i et prisleje fra 6.500-35.000 kroner, og vil man have en robot til industriel brug, starter prisen ved de 15.000 kroner. Dobots har en løfteevne på mellem 750 gram og 1,5 kilo, og der er tale om robotarme med fire akser, hvor de dyrere kollaborative robotter er med seks akser.

- På trods af den lave indgangspris er robotterne faktisk ganske robuste. Vi har f.eks. en del Dobot Magician stående på en teknisk skole i Aarhus, hvor de har haft dem i ca. 4 år, og de fungerer upåklageligt, siger Sune McDonald Bertelsen.

De kinesiske Dobots har en løfteevne fra 250 gram til 1,5 kilo og en rækkevidde fra 340 mm til 440 mm. Præcisionen oplyses fra 0,2 mm til 0,02 mm.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.143