23948sdkhjf

Linak har kæmpe ordrebog - men kæmper med forsyningerne

Linak har svært ved at skaffe blandt andet mikrochips. Derfor er virksomheden begyndt at redesigne produkter med alternative mikrochips.

Linak oplever alvorlige problemer med at skaffe råvarer til sine aktuatorer. Det gælder i særlig grad mikroprocessorer og i mindre grad stål og plastgranulat.

- Både prisstigninger og forsinkelser er en kæmpe udfordring. Vi har meget svært ved at skaffe mikroprocessorer nok. I nogle tilfælde må vi ud på det sorte marked for at skaffe mikroprocessorer til en meget dyrere pris. Der er nogle af vores kunder, som gerne betaler en ekstrapris, hvis de så kan få varen, fortæller Linaks adm. direktør Bent Jensen.

- Vi har en kæmpe ordrebog, men det er en stor kamp at få forsyninger. Det er også svært at skaffe den nødvendige transport. Vi humpler os igennem, siger Bent Jensen.

Redesign

- Det største problem er mikroprocessorer, som også bilindustrien bruger, for bilindustrien bliver prioriteret først. Der er vi ved at designe flere produkter om, så vi kan bruge mere tilgængelige mikroprocessorer. Det er der et kæmpe arbejde i. Det kan tage flere måneder at få designet et printkort om, siger Bent Jensen.

- Vi bruger mange ressourcer på ting, som vi kun gør for at holde os kørende, så vi ikke strander. Vi har nedsat en task force, som sidder og kigger på hvad vi kommer til at mangle de kommende måneder og år, for at vi kan handle i tide.

Stål og plastgranulat

Det har også været svært for Linak at få tilstrækkeligt meget stål og plastgranulat.

- Manglen på plastgranulat har været ved at sætte os i stå flere gange. Vi har også haft kæmpe problemer med at få stål hjem. Men nu har vi købt rigtigt godt hjem af stål, så vi er sikret en tid, siger Bent Jensen.

Det stopper lige pludseligt

Selv om Linak har en enorm efterspørgsel lige nu, så tror Bent Jensen ikke på, at det varer ved.

- Vi forudser, at vi får en vækst i det ny regnskabsår (2021-22) på 10 procent. Hvis vi skulle regne ud fra vores ordreindgang, så skulle vi nå en langt højere vækst. Men det tror vi ikke kommer til at ske. Mange af vores kunder er betyndt at købe ind til et halvt år, og det er ikke normalt at købe ind med så lang horisont. Vi tror, at efterspørgslen vil stoppe lige pludseligt. Jeg tror også, at der kommer annuleringer af ordrer. Det er noget vi forbereder os på, siger Bent Jensen.

Forsyningsproblemerne til trods så er Linak kommet ud af regnskabsåret 2020/21, som sluttede 30. juni, med en omsætning på 4,0 mia. kr. og en overskud før skat på 544 mio. kr.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063