23948sdkhjf

Pumpeproducent bygger fabrikken om: Vil hæve produktionen med 50 procent

 Et helt nyt fabrikslayout med nye maskiner og robotter tager form hos Svanehøj. Pumpespecialisten investerer et tocifret millionbeløb i en omlægning af produktionen for at understøtte sin ambitiøse vækststrategi.

Gennem de store vinduer, som har erstattet den gamle betonmur mellem administration og produktion, kan man lige nu følge med i produktionen og hvordan det nye fabrikslayout fungerer hos den nordjyske specialist i pumpesystemer.

- Vi bruger rigtig meget tid på intern transport af varer, værktøj, materialer og mennesker. Ved at nytænke vores processer og fjerne spild, forventer jeg, at vi kan få 50% mere igennem produktionen med det samme antal medarbejdere, som vi har i dag, siger Lean-specialist Mikkel Bülow Bundgaard Sørensen fra Svanehøj i en pressemeddelelse.

 Første store indkøb er landet

I første omgang budgetterer Svanehøj med investeringer i produktionen for mere end 10 mio. kroner. Det første større indkøb – en Doosan Puma 3100ULY drejebænk – er netop sat i drift og skal indgå i en produktionscelle til fremstilling af pumpeaksler. Med den nye drejebænk samler Svanehøj en række processer, som tidligere var fordelt mellem fire maskiner. Gevinsten er en tidsmæssig besparelse på 20-25%.

 - Vi har foretaget en systematisk gennemgang af hele vores produktion for at identificere de aktiviteter, som med fordel kan outsources. Det giver os mulighed for at indrette vores produktion med fokus på de komponenter, hvor vi udnytter vores kernekompetencer bedst, forklarer Mikkel Bülow Bundgaard Sørensen.

Blandt de allerede planlagte investeringer er to store save, der skal indgå i produktionen af rør og aksler, samt en håndteringsrobot og en ekstra svejserobot. Sideløbende vil flere eksisterende maskiner blive ombygget til nye og mere specialiserede formål.

Produktions-setup skal understøtte vækst

På tegnebrættet er også en automatiseret celle til fremstilling af fuel-pumper, hvor man ved hjælp af robotter optimerer processerne omkring bearbejdning, svejsning og trykprøvning. Netop fuel-pumperne udgør en stigende del af Svanehøjs omsætning i disse år, og alt tyder på, at væksten fortsætter, fordi pumperne understøtter marineindustriens overgang til klimaneutrale brændsler. Automatiseringsprojektet gør, at Svanehøj kan reducere gennemløbstiden og dermed håndtere den forventede efterspørgsel. Samtidig frigiver det ressourcer hos maskinoperatørerne, som kan påtage sig andre opgaver.

 - Målet er at skabe et produktions-setup, der kan understøtte Svanehøjs ambitiøse vækststrategi. Men Lean er ikke et projekt med en startdato og en slutdato. Det er en læreproces, hvor vi hele tiden skal stræbe efter at blive en lille smule bedre og smartere, end vi var i går, siger Mikkel Bülow Bundgaard Sørensen i pressemededelsen fra Svanehøj.

 Investeringerne i produktionen sker midt i en periode, hvor Svanehøj vokser markant både i Danmark og internationalt. Virksomheden foretog i september måned sit andet opkøb på mindre end et år med overtagelsen af Wärtsilä Tank Control Systems (TCS), der udvikler high end målesystemer til gastanke på LNG-skibe og landbaserede LNG-anlæg. Investeringerne skal understøtte Svanehøjs strategi om at blive en globalt førende specialist, der udvikler og servicerer kritisk udstyr til håndtering af alle former væsker; herunder ikke mindst fremtidens klimaneutrale skibsbrændstof.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.109