23948sdkhjf

Ny kamerateknologi skelner 12 plasttyper fra hinanden

En ny type kamerateknologi kan skelne imellem 12 forskellige plasttyper og gør dermed livet lettere for de plastgenanvendere.

Projektet er banebrydende for plastens genanvendelighed, siger de samarbejdspartnere, der har arbejdet på projektet, nemlig genanvendelsesvirksomheden Plastix, Dansk Affaldsminimering, Vestforbrænding og forskere fra Institut for Bio- og Kemiteknologi på Aarhus Universitet.

"For første gang nogensinde kan vi nu med en kamerateknologi se forskel på en lang række plasttyper og dermed på den måde sortere plast efter kemisk sammensætning. Teknologien er allerede testet i pilotskala og bliver implementeret på industriskala til foråret 2022," lyder det fra samarbejdspartnerne i en pressemeddelelse.

Til Plastforum.dk siger Hans Axel Kristensen, CEO for genanvendelsesvirksomheden Plastix, at både Plastix og Dansk Affaldsminimering skal have et set up kørende indenfor ganske få måneder.

- Vi forventer at vi drifter før sommerferien, siger Hans Axel Kristensen, der kalder samarbejdspartnerne i projektet for "kemidetektiver" og til hverdag selv beskæftiger sig overordentligt meget med plast i genanvendelsesvirksomheden, der har succes med at rekonstruere blandt andet gamle fiskenet til granulat.

- Den teknologi, vi har udviklet her i samarbejde med universitetet, et intet mindre end et gennembrud for vores muligheder for at genanvende plast. Vi ser frem til at installere teknologien i vores proceshal og for alvor begynde den lange rejse mod 100 procent udnyttelse af affaldsplast, siger Hans Axel Kristensen.

Plastens mange polymerer med forskellige kemiske forbindelser og fyldstoffer - såsom farve eller fibre afhængig af dets anvendelse - gør det vanskeligt se forskel på forskellige plasttyper, og det er med til at gøre det vanskeligt at sortere og genanvende plast.

Men med den nye kamerateknologi, der kan se forskel på 12 forskellige plastiktyper (PE, PP, PET, PS, PVC, PVDF, POM, PEEK, ABS, PMMA, PC og PA12). Disse udgør tilsammen langt størstedelen af de plasttyper, som anvendes i husholdningen.

Teknologien gør det muligt at sortere plast ud fra en renere kemisk sammensætning, end det er muligt i dag. Projektet begyndte omkring årsskiftet 2020/2021, og teknologien er afprøvet i pilotskala.

- Med denne teknologi kan vi nu se forskel på alle typer konsumplast og en del højtydende plasttyper. Vi kan endda se forskel på plasttyper, som består af de samme kemiske byggesten, men som er opbygget en smule forskelligt. Vi bruger et hyperspektralt kamera i det infrarøde område og benytter maskinlæring til at analysere og kategorisere plasttypen direkte på transportbåndet. Herefter kan plastikken sorteres i de forskellige plasttyper. Det er et gennembrud, som får kæmpe betydning for al vores plastsortering, siger lektor Mogens Hinge, der leder projektet på Aarhus Universitet.

Forskningen er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Vibrational Spectroscopy.

- For at plast kan genanvendes i den konventionelle industri, skal dens renhed op på mindst 96 procent efter polymertype. Ved hjælp af den nye teknologi er vi derfor nu et stort skridt på vejen, lyder det fra lektor Mogens Hinge, som understreger, at man arbejder videre med teknologien og har data som understøtter at kunne differentiere yderligere inden for polymertyper og forskellige tilsætningsstoffer inden længe.

Forskningen er en del af projektet Re-Plast, der er støttet af Innovationsfonden med 22,7 mio. kr. Projektet ledes af Institut for Bio- og Kemiteknologi, Aarhus Universitet, og derudover deltager Institut for Elektro- og Computerteknologi, Aarhus Universitet, Vestforbrænding, Dansk Affaldsminimering og PLASTIX.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.125