23948sdkhjf

Farvel til et stykke industrihistorie: Ikonisk radiatorfabrik i Ribe er snart fortid

Esbjerg Kommune har besluttet sig for at købe hele arealet, som tidligere husede Ribe Jernindustri. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Området strækker sig over cirka 25.000 kvadratmeter i Ribe midtby, og Esbjerg Kommune vil nu gå videre med planerne om et byudviklingsprojekt under navnet Jernstøberiet.

Esbjerg Kommune forventer at rive de eksisterende bygninger ned for at skabe plads til at realisere den helhedsplan for området, som i 2017 sikrede Tegnestuen Vandkunsten førstepladsen i arkitektkonkurrencen udskrevet i fællesskab af Ribe Jernindustri, Realdania og Esbjerg Kommune.

Til gengæld vil man opføre cirka 250 boliger på området.

- Det er en unik mulighed for at tilføje Nordens ældste by et nyt, centralt bykvarter, der skal spille perfekt sammen med Ribe midtbys helt unikke bykvaliteter og samtidig tilføre Ribe nye, moderne byboliger til mennesker med forskellige boligønsker, men som har det tilfælles, at de ønsker at bo midt i en helt unik by, siger Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen. Esbjerg Kommune forventer at igangsætte nedrivningsaktiviteter i løbet af 2022 sideløbende med en opdatering af plangrundlaget for området.

Ribe Jernindustri har rødder tilbage til 1848, hvor det blev grundlagt under navnet Ribe Jernstøberi. Virksomheden skiftede i 1973 navn til Ribe Jernindustri, og hovedbeskæftigelsen blev produktion af panelradiatorer.

I 2018 gik virksomheden konkurs men blev sidenhen overtaget af britiske Stelrad Radiator Group. Navnet blev nu Hudevad Radiator Design opkaldt efter virksomhedens premium-produkt. Briterne blev dog kun i Ribe i kort tid og i sommeren 2020 valgte ejerne af flytte den tilbageværende produktion til Newcastle.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094