23948sdkhjf

Maskinfabrik skrev falske fakturaer for 400 "kunder"

Kolding Maskinfabrik var omdrejningspunkt for hvidvask og skattesnyd for intet mindre end 400 såkaldte "kunder", der bestilte falske fakturaer på enten maskinfabrikken eller selskaberne omkring fabrikken.

Det fremgår DR’s undersøgende magasin Pengejægerne, som stiller skarpt på en række sager om organiseret hvidvaskning af store millionbeløb i dansk erhvervsliv.

Første program handler om Kolding Maskinfabrik, der - som omtalt i Jern & Maskinindustrien - har været den helt store brik i en sag om hvidvaskning og falske fakturaer for intet mindre end 210 millioner kroner.

Det skete blandt andet gennem maskinfabrikken og selskaberne Joko Components og Joko Development samt MS Svejseteknik, og det blev udført af en personkreds, der alle erkendte sig skyldige, da de blev dømt i retten i Kolding den 24. juni 2021.

De dømte blev anholdt og sigtet for hvidvaskningen i marts 2021. Blandt dem var maskinfabrikkens direktør Norbert Thybo Gregersen, der endte som kriminel på grund af økonomiske problemer i sin virksomhed. Læs den historie HER.

Snyd med moms og skat

I følge DR’s dokumentar bestilte hele 400 virksomheder - kaldet kunderne - falske fakturaer hos personkredsen bag Kolding Maskinfabrik og Joko-selskaberne.

Helt konkret foregik hvidvaskningen ved, at "kunderne" bestilte en falsk faktura på køb af varer fra maskinfabrikken eller Joko-selskaberne på eksempelvis 500.000 kr. De 500.000 kroner blev derefter overført - og ofte afleveret kontant - til maskinfabrikken, der mod kommission på en procentdel kanaliserede pengene videre til konti i udlandet eller sendte kontanterne retur til kunderne.

Hele idéen med den fiktive faktura er, at ’kunden’ derefter får moms tilbage fra staten og ikke mindst slipper for at betale skat, fordi det ser ud som om, at kunden med den falske faktura i hånden har haft udgifter til et stykke arbejde udført af Kolding Maskinfabrik eller selskaberne omkring maskinfabrikken.

Men reelt er der hverken varer eller tjenester bag de falske fakturaer.

DR jagter kunderne

DR’s journalister har i forbindelse med sagen fået aktindsigt i en oversigt over en del af de 400 kunder hos den kriminelle personkreds omkring Kolding Maskinfabrik.

Men jagten på kunderne viser sig at være rigtig svær, selvom listen over kunderne indeholder virksomheder fjernt fra industrien. Det gælder blandt andet et minibusselskab, en sælger af pleje- og skønhedsprodukter og en advokat. Alle har fået falske fakturaer udstedt fra maskinfabrikken.

De pågældende virksomheder lukker ganske enkelt ned for DR’s journalister og afviser yderligere dialog. Derfor når DR heller ikke frem til, om det er enkeltpersoner ude i virksomhederne, der har snydt og bestilt falske fakturaer hos Kolding Maskinfabrik, eller det har været virksomhederne selv.

Derimod står det klart i udsendelsen, at omfanget af hvidvaskning er enormt alene i Danmark. I alt afdækker DR’s Pengejægerne i den kommende programrække efter eget udsagn intet mindre end hele ni netværk af fakturafabrikker, som på få år har hvidvasket over tre milliarder kroner.

- Vi ser rigtig mange af de her hvidvasksager, og vi ser flere og flere. Det er lige som gået op i de kriminelle miljøer, at det her, det kan man virkelig lave en forretning ud af, siger Nathalie Ehlers til DR.

Hun var chefanklager, da sagen omkring Kolding Maskinfabrik rullede i retten i Kolding.

Kraftig stigning

Samlet kortlægger Pengejægerne ifølge DR hvidvask gennem 74 fakturafabrikker, som enten er blevet stoppet af politiet, som er gået konkurs, og hvor pengene er væk - eller som fortsat er i fuld gang med at snyde statskassen for skatter og moms.

Fordi de mange konkurser ofte indeholder store gældsposter til det offentlige, bliver statens advokat, Kammeradvokaten, ofte inddraget.

Herfra lyder der også meldinger om en stærkt stigende mængde af kriminelle handlinger på området.

- Hyppigheden og professionaliseringen af fakturafabrikker er steget kraftigt over de sidste fem år. Det er organiseret og i et omfang, vi aldrig har set før, siger Boris Frederiksen, der er partner hos Kammeradvokaten, til DR.

Du kan se udsendelsen fra DR om fakturafabrikken Kolding Maskinfabrik HER.

Artiklen er en del af temaet Hvidvaskning.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095