23948sdkhjf

Trods markant fald: Mangel på arbejdskraft vil fortsætte

Andelen af virksomheder, der ser mangel på arbejdskraft som begrænsende for deres produktion, er stærkt faldende.

I hvert fald ser det sådan ud, når man kigger på kurverne i den store markedsanalyse, som arbejdsgiverorganisationen Tekniq Arbejdsgiverne netop har udsendt.

Men dykket i kurven afspejler ikke, at den store udfordring med mangel på mandskab i metalindustrien er ved at blive mindre.

Det understreger, Maria Schougaard Berntsen, cheføkonom hos Tekniq Arbejdsgiverne.

Hun henviser til, at andelen af virksomheder, der så mangel på arbejdskraft som begrænsende for deres produktion, lå ekstraordinært højt i slutningen af 2021, og kombineret med såkaldte sæsonudsving kommer faldet på kurven til at se alt for markant ud i forhold til det reelle billede i virksomhederne.

Samtidig spiller det ind, at mangel på materialer og komponenter flere steder træder i første række, når det handler om, hvad der begrænser flowet af ordrer og produktionen.

- Helt konkret så forventer jeg ikke dykket varer ved. Tallene lå formentlig lige højt nok i efteråret, men jeg forventer, det vedbliver at være højt set i et lidt længere tidsperspektiv, siger Maria Schougaard Berntsen om kurven for "andelen af virksomheder, der ser mangel på arbejdskraft som begrænsende for deres produktion".

Forventer vækst i 2022

For som markedsanalysen også bekræfter, har industrien rygende travlt, og der er forventninger om vækst i 2022.

Derfor vurderer Maria Schougaard Berntsen også, at mangel på både materialer og mennesker kommer til at køre parløb i løbet af 2022, der helt overordnet bliver vurderet til at blive et meget positivt år af Tekniq arbejdsgivernes medlemmer.

- Manglen på råstoffer og manglen på hænder er desværre Ikke voldsomt på retræte, og den seneste udvikling i Ukraine og de medfølgende sanktioner mod Rusland også til at påvirke især materialesituationen negativt, siger hun.

Samtidig kan industrien og erhvervslivet i 2022 se frem til, at den nye reform omkring ret til tidligere tilbagetrækning, den såkaldte ’Arne’-pension, træder i kraft. Dette vil fjerne yderligere hænder fra arbejdsmarkedet i løbet af 2022, og øge kampen om dem, som er tilbage, påpeger Tekniq Arbejdsgiverne.

Markedsanalysen er skabt ved, at Tekniq Arbejdsgiverne i perioden 7. januar - 20. januar 2022 udsendte den årlige medlemsundersøgelse i form af en spørgeskemaundersøgelse. I alt blev spørgeskemaet sendt ud til 3.973 medlemmer, hvoraf 1.359 gennemførte spørgeskemaet, hvilket giver en svarprocent på 34 procent.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078