23948sdkhjf

Sikkerhed vokser op i skyen

Udviklingen af tyverisikring og overvågning går lynhurtigt. Systemenheder digitaliseres og forbindes med andre tekniske bygningsinstallationer over netværk og oppe i skyen

Der er fuld knald på udvikling af både hardware og software indenfor tyverisikring og overvågning.

Det fortæller Mads Risgaard Knudsen, som er teknisk konsulent i Sikringsgruppen under arbejdsgiverforeningen Tekniq Arbejdsgiverne.

Sikringsgruppen består af cirka 110 installatører, og området dækker tyverialarmanlæg, tv-overvågningsanlæg, adgangskontrolanlæg, perimetersikring, tekniske alarmer, brandalarmanlæg og alarmbehandling.

- I øjeblikket er tv-overvågning og automatisk adgangskontrol i vækst, og hvis du ser på antallet af kameraer er det stærkt stigende. Samtidig sker der en stor udskiftning af de eksisterende kameraer, fortæller Mads Risgaard Knudsen.

Store datamængder

Et afsæt til udskiftning på kamerasiden er ønsket om at forbinde sine sikringseneher digitalt og styre det store datainput på nye måder.

- Der udvikles enormt på algoritmerne bag behandling af data, og der sker en større og større integration mellem de forskellige typer af anlæg, herunder også intelligente bygningsinstallationer, siger den tekniske konsulent.

Han betegner et moderne sikringsanlæg som et IOT-anlæg, hvor både sikringsanlæg og andre tekniske installationer er forbundet med hinanden på samme net.

- Der er store muligheder i at analysere på sine data og bruge dem til styring af sine bygninger. Et kamera kan i et system også blive betragtet som en bevægelsessensor, så der tændes for eksempelvis ventilationen, når du træder ind i bygningen, siger Mads Risgaard Knudsen.

Data op i skyen

Derfor er tendensen også, at flere og flere enheder sender data op i en sky, hvor algoritmer bruges til at udnytte data og binde de forskellige enheder sammen.

- Flere og flere virksomheder begynder i øjeblikket at overvåge deres gæsteparkering med nummerpladevisning. Så ved de, hvem der kommer, og hvordan gæsten skal modtages. Hvis det er en ny nummerplade, der dukker op, så er man ekstra opmærksom på at vise sin gæst det rette sted hen, siger Mads Risgaard Knudsen.

Han henviser til, at intelligent overvågning på den måde løser en udfordring for virksomheder, der eksempelvis har valgt at lukke deres bemandede reception ned.

Ser bevægelser

Mads Risgaard Knudsen minder samtidig om, at trenden med integration af vores bevægelser ind i de digitale systemer bliver udbredt med ekspresfart overalt i vores samfund lige nu. Det sker gennem vores mobiltelefoner, vores kreditkort og også biler.

- Når du kører ind på en tankstation og tanker din bil, så accepterer du jo også, at der bliver indhentet data om dig og din bil. De kender dit betalingskort, og de kender dit forbrugsmønster, siger den tekniske konsulent.

Fare for hacking

Digitaliseringen af tyverisikkerheden og integrationenen af de forskellige enheder giver store muligheder for at løfte sit sikkerhedsniveau.

Omvendt giver det en ny sikkerhedsrisiko, at der pludselig sendes informationer rundt i luften.

- Når vi binder vores systemer op i skyen, så stiger risikoen for cyberkriminalitet. Der gælder det om at sikre systemet, så det er svært at hacke. Trådløse kameraer kan hackes, når de kører på wifi. Kører du som IOT, så bliver det sværere at komme i nærheden af systemerne, siger han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11