23948sdkhjf

Stålgigant har smidt gassen på porten

Stålvirksomheden Ib Andresen Industri har brugt et tilskud fra den såkaldte Erhvervspulje som løftestang til at få smidt gassen på porten.

Tilskuddet er på 600.000 kroner er brugt til en udskiftning af varmeforsyningen i produktionshallerne. Fabrikken i Langeskov på Fyn har i alt investeret 2,6 mio. kr. i 16 nye varmepumper til opvarmning.

Den anden vej er røget de 600.000 kroner fra Erhvervspuljen, som netop nu igen er åbnet for ansøgninger om tilskud til grøn omstilling.

- Ib Andresen Industri har vedtaget en målsætning om at reducere CO2-udledningen fra energiforbrug med 95 procent i 2030. Hvis det mål skal opfyldes, kræver det en række forskellige indsatser. Og et af de mest oplagte steder at sætte ind var at erstatte de gamle naturgasfyr med varmepumper, forklarer Kasper Dalgas Rasmussen, som er energi - og miljøchef hos Ib Andresen Industri.

IAI: Tunge trucks og natte-strøm er de store grønne knaster. KLIK OG LÆS HER

Få tilskud til grøn omstilling

Erhvervspuljen, hvor danske virksomheder kan hente støtte til energieffektiviseringer, er atter åben.

Her er eksempler på projekter, der kan få tilskud fra Erhvervspuljen:

Udskiftning af kedel med varmepumpe

Etablering af varmegenvinding

Forbedring af klimaskærm

Energioptimering af procesanlæg

Tilskuddet dækker op til 50 procent af omkostningerne, dog afhængigt af virksomhedens størrelse.

Kilde: Erhvervspuljen

Voldsom reduktion

Varmepumperne giver en årlig CO2-besparelse på 209 ton, og en energibesparelse på 80 procent, når der alene kigges på energiforbruget til opvarmning af produktionshallerne. Den årlige energibesparelse til opvarmning af produktionshallerne er helt oppe på 10.760 MWh.

Samlet set har Ib Andresen Industri reduceret sin samlede CO2-udledning fra virksomhedens energiforbrug med 9,4 procent

Et vigtigt tilskud

I alt 500 ansatte arbejder på virksomhedens fabrikker i Vejle, Fredericia, Nyborg og Langeskov. Fabrikken i Langeskov ved Odense er den største med 425 ansatte.

Blandt virksomhedens produkter er rammer til solceller, stålkonstruktioner til vindmøller og ophæng til køreledninger, og fabrikkerne modtager 20.000 coils med stål om året. Hver coil kan veje op til 30 ton.

Men selvom man driver en stor virksomhed, så har det 600.000 kr. store tilskud fra Erhvervspuljen været væsentligt for Ib Andresen Industri.

- Tilskuddet har betydet, at tilbagebetalingstiden er faldet med et år. Ét år fra eller til lyder måske ikke af så meget, men når man som ledelse vurderer potentielle projekter, kan den slags være afgørende for, hvorvidt projekterne bliver gennemført. Og det har faktisk gjort, at ledelsen er villig til at investere i flere lignende projekter, siger Kasper Dalgas Rasmussen.

Siden indkøbet af de 16 varmepumper er investeringen blevet endnu bedre.

Varmepumperne giver i den oprindelige business-case en årlig besparelse på 414.000 kr. om året, hvilket førte til en tilbagebetalingstid på 4,7 år.

- Hvis vi regner ud fra de stigende energipriser, er projektet betalt hjem på bare 2,9 år, forklarer Kasper Dalgas Rasmussen.

En grøn strategi

Udover gevinsten for miljøet og økonomien er det også strategisk vigtigt for Ib Andresen Industri at investere grønt.

For en virksomhed som Ib Andresen Industri, der er underleverandør til bygge-, sol- og vindindustrien, er afhængig af at kunne fremvise dokumentation for sin grønne indsats.

Mange steder er det et krav for overhovedet at kunne komme i betragtning som leverandør. Derfor er skiftet væk fra fossile brændsler afgørende for virksomhedernes fremtid.

- Grøn omstilling fylder rigtig meget for Ib Andresen Industri i disse år. Det er vigtigt at have styr på sin egen udledning og få reduceret den så meget som muligt. Og i de bestræbelser er det her projekt rigtig vigtigt for os, siger Kasper Dalgas Rasmussen.

Artiklen er en del af temaet Energi & Miljø.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094