23948sdkhjf

Han har skrevet 734 sider om metallurgi: Først tænkte jeg 'det tør jeg ikke'

Igennem 60 år har ”Metallurgi for Ingeniører” været opslagsværk inden for metallurgi. 

Nu udkommer den i en ny og opdateret udgave med et grafisk løft og en mere pædagogisk tilgang.

Lektor ved SDU Engineering Operations Management, Jan Pedersen, er forfatteren, som havde en del overvejelser, inden han slog til på opgaven.

- Min første reaktion, da forlaget spurgte, om jeg ville skrive en ny udgave, var: Det tør jeg ikke, jeg er ikke kvalificeret til at løfte den opgave, og derudover er det et kæmpe projekt. Det er en bog på 734 sider, så det vil også være en kæmpeopgave at lave en ny udgave. Ikke mindst fordi manuskriptet ikke længere fandtes elektronisk, men alt skulle skrives på ny, fortæller Jan Pedersen i en pressemeddelelse om den nye udgave.

Selv om Jan Pedersen i både i første, anden og tredje omgang takkede nej til opgaven, så lykkedes det alligevel i sidste ende for Polyteknisk Forlag, som havde besluttet at genudgive bogen i en ny opdateret udgave, at overtale ham. 

I sommeren 2018 gik han i gang med at skrive.

Ny udgave var nødvendig
Jan Pedersen forklarer, at selv om ”Metallurgi for Ingeniører” var fuldstændig banebrydende, da den udkom i 1962 som den første, dansksprogede bog, der beskæftigede sig dybdegående med metallurgiområdet, så var en opdatering bydende nødvendig.

Der er immervæk sket nogle ting, siden sidste udgave blev udgivet 2001, så selv om metallurgi ikke er ligesom datavidenskab, hvor alting er forældet efter to år, så er der selvfølgelig kommet nye materialer, nye processer og nye varmebehandlingsmetoder til, som er blevet implementeret i bogen.

Bogen har også fået et løft, så figurer, illustrationer og andre grafiske elementer fremstår med et moderne udtryk, ligesom alle kapitler nu afsluttes med opsummeringer og en række reputationsspørgsmål. Derudover, har Jan Pedersen bestræbt sig på at gøre bogen mere letlæselig og pædagogisk.

Bogen har to hovedmål. Dels som lærebog på ingeniøruddannelserne, dels som håndbog for folk, som professionelt beskæftiger sig med metallurgi. 

- Det er nok ikke de sidstnævnte, som er mest henrykte over, at der er tilføjet disse afslutninger på kapitlerne, men som undervisningsbog synes jeg, det er vigtig. Jeg har altid siddet med den følelse, når jeg læste den, at her bliver nævnt et navn eller et begreb, materialer, hvor ville jeg gerne kunne dykke dybere ned og få lidt baggrund om dette. Det er der mulighed for nu, siger forfatteren.

Jan Pedersen har været ansat ved SDU siden 2007, hvor han underviser kommende maskin- og produktionsingeniører. Han har udgivet flere lærebøger.

”Metallurgi for Ingeniører” kort fortalt

”Metallurgi for Ingeniører” udkom for første gang i 1962 og har altid været en bog, som har forenet en meget dyb viden med en logisk og overskuelig opbygning, så den både egner sig til undervisningsbrug og til håndbog og opslagsværk. 

Fra indholdet kan bl.a. nævnes:

  • Bindingstyper i metaller, sammenlignet med andre ikke metalliske materialer.
  • Krystalstruktur i forskellige typer metalliske materialer.
  • Metallers tilstandsformer og tilstandsdiagrammer.
  • Metallers deformationsformer og årsagerne dertil.
  • Brud og brudteori.
  • Styrkeøgende mekanismer og rekrystallisation.
  • Materialeprøvning og tolkning af resultaterne.
  • Korrosion og korrosionsteori.

Den nye udgave af ”Metallurgi for Ingeniører” er den 10. udgave i rækken, og er opdateret med den nyeste viden indenfor feltet.

Kilde: SDU

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109