23948sdkhjf

Tandhjulsdirektør er varm på 3D-print

En stribe danske tandhjulsfabrikker er gået sammen om at udforske mulighederne for at reparere tandhjul med 3D-print gennem såkaldt laser cladding 

Der vil være store gevinster at hente på både tidsforbrug og materialesiden, hvis man kan reparere et tandhjul frem for at fremstille et nyt.

Det er baggrunden for, at Randers Gears, Villiam Petersen Tandhjulsfabrikken Horsens og Grenaa Motorfabrik er gået sammen i et klyngeprojekt gennem produktionsnetværket MADE.

Målet er at finde ud af, hvordan tandhjul kan repareres med 3D-print-teknologien laser cladding.

3D-print til reparation er kommet for at blive, så det er kun et spørgsmål om, hvornår det er modent Lau Akstrup, adm. direktør Randers Tandhjulsfabrik

Ved laser cladding smelter en kraftig laserstråle et fint metalpulver og opbygger på den måde nyt metal lag for lag.

- Vi ville gerne vide, om vi kan bruge 3D-printteknologi til reparation, fordi det vil betyde, at vi ville skulle omlægge vores forretningsmodel. Så det er meget vigtigt for os at følge med på området, siger adm. direktør i Randers Gears Lau Akstrup Jensen i en pressemeddelelse 

Han ser for sig en ny forretningsmodel, hvor man i højere grad tilbyder service og reparation til kunderne.

- 3D-print til reparation er kommet for at blive, så det er kun et spørgsmål om, hvornår det er modent, siger Lau Akstrup Jensen om årsagen til, hvorfor producenten skal holde mere end bare et vågent øje med mulighederne.

Stort potentiale

Potentialet bliver bekræftet af afdelingschef, 3D-print og AM-Technology, hos Force Technology Peter Tommy Nielsen, som var ansvarlig for klyngeprojektet.

- Jeg ved, at man kan gøre det, for vi har gjort det på mange andre komponenter, siger han om reparation med 3D-print og tilføjer et men.

- Jeg vidste godt, at det ville blive svært, fordi vi arbejder med hærdbare materialer, men tiden siger, at det er relevant, og man skal jo starte et sted, påpeger Peter Tommy Nielsen.

Han peger på, at der i dag et behov for mere genanvendelse for at modarbejde overforbrug af jordens ressourcer. Dertil kommer, at epidemier som corona kan gøre det svært at få fat i nye materialer.

Svært at bygge store dele

Testene viste, at det var muligt at lave reparationer som en afslået flig af en tand, men at det ikke var muligt at opbygge større dele som f.eks. en hel tand i tandhjulet.

- Det skyldes, at vi arbejder med et materiale, der stadig hærder undervejs, hvilket gør en større komponent for sprød, og at der ved en knækket tand kan være en dyb revne ned i tandhjulet, som man også skal tage højde for, siger Peter Tommy Nielsen.

Oveni risikoen for revner i tandhjulet er der i projektet opstået en række andre spørgsmål: Skal man reparere en tand, så den ligner sine naboer, eller så den ligner en ny tand? Og hvis den ligner en ny tand, skal slidte nabotænder så også have en omgang, fordi tandhjulet ellers risikerer at blive ujævnt? Bør man også reparere nabotanden? Og hvornår kan det økonomisk svare sig at reparere, og hvornår er det bedre at udskifte?

Trods de ubekendte er Peter Tommy Nielsen positiv, og det samme er Lau Akstrup. 

Derfor er Force Technology og tandhjulsfabrikkerne også ved at tale om mulighederne for at arbejde videre med at reparere tandhjul med laser cladding i MADE regi.

- Det er en teknologi, vi helt sikkert vil arbejde videre med, men i dag kræver den stadig dokumentation og test, før den er moden, siger Lau Akstrup Jensen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078