23948sdkhjf

Regeringen vil sikre femdobling af havvindmøllestrøm i 2030

Regeringen vil med udspil udbygge havvindmølleparker til at kunne producere yderligere 4 gigawatt i 2030

Den danske produktion af havvind skal udbygges til en femdobling af det nuværende niveau i 2030.

I et nyt udspil lægger regeringen op til, at den danske havvindskapacitet skal udbygges til at kunne producere yderligere 4 gigawatt strøm i 2030.

Samlet skal det sikre en femdobling af den nuværende udvinding af havenergi, fremgår det af udspillet.

- Danmark skal have langt mere havvind, end vi har i dag. Det skal vi, fordi vi skal blive frie af Putins gas, siger klima- og energiminister Dan Jørgensen (S).

- Vi kommer til at satse bredt, og der kommer også til at skulle produceres mere vindenergi på land. Men havvind er utroligt vigtigt, fordi det er en form for vedvarende energi, som er stabil og er gået markant ned i pris, på grund af den teknologiske udvikling, siger han.

I forvejen er det besluttet, at der skal udbygges til at producere havvind fra de nuværende 2,3 gigawatt til 8,9 gigawatt i 2030.

Med det nye mål giver det en femdobling af det nuværende niveau, svarende til 12,9 gigawatt.

Det svarer ifølge Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet til, at der i 2030 produceres havstrøm nok til at kunne forsyne 15 millioner europæiske husstande.

Ministeriet sætter gang i et analysearbejde, der skal se på udbygningen. Hvor mange vindmøller, der konkret skal opsættes for at nå målet, står ikke klart.

- Reelt set vil det sandsynligvis ende med fire nye havvindmølleparker. Det er en meget stor udbygning. I dag kan de største parker producere 1 gigawatt, siger Dan Jørgensen.

Regeringens forventning med udspillet er, at strømmen fra de nye havvindmøller blandt andet skal kunne anvendes af Power-to-X-anlæg. Det er anlæg, som kan omdanne grøn elektricitet til brint eller andre brintbaserede brændstoffer.

I udspillet fremgår det, at der forslås at lave forundersøgelser til vindmølleparker i et større område af Nordsøen. Derudover skal der undersøges i Kattegat ud for Grenaa og i områder øst for Møn og Falster.

Udspillet møder ros fra regeringens klimavagthund, Klimarådet. I en mail lyder det fra rådets formand, Peter Møllgaard:

- Der er tale om et ambitiøst udspil, og det er helt nødvendigt med høje ambitioner. Hvis vi skal have det optimale ud af omstillingen fra fossil teknologi til el, så skal strømmen være grøn, siger han.

Peter Møllgaard understreger dog, at han mener, regeringen skal være varsom med at satse for meget på Power-to-X-anlæg, som det fremgår af udspillet, at den vil.

Det skal ifølge udspillet ske for blandt andet at omstille den tunge transport, herunder flytransporten.

Det er vigtigt, at man også har fokus på at elektrificere den tunge transport, hvor det er muligt, siger klimarådsformanden.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079