23948sdkhjf

Må ikke dele solcellestrøm: Rigide regler spænder igen ben for solcelleprojekt

Virksomhederne i Hadbjerg Erhvervspark ønsker at opføre et fælles solcelleanlæg, men nationale regler spænder ben for projektet.

Favrskov Kommune vil nu sammen med virksomhederne tage kontakt til klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen for at fremme mulighederne for projektet.

Men grundlæggende ønsker virksomhederne i erhvervsparken at bidrage til den grønne omstilling, og som reglerne er nu, må vi ikke dele strømmen med hinanden. Kim Slavensky

Må ikke dele

De otte virksomheder i Hadbjerg Erhvervspark vil alle sætte solceller op på taget og dele den grønne strøm med hinanden før de sender den ud i det danske elnet. Men de danske regler siger, at solcellestrøm skal holdes på egen matrikel eller sendes ud i elnettet – den må ikke deles med for eksempel naboer.

Borgmester Lars Storgaard i Favrskov Kommune blev bekendt med energiprojektet under et virksomhedsbesøg i Hadbjerg Erhvervspark, og han håber, at Favrskov Kommune nu kan bidrage til at skabe opmærksomhed om nogle af de regler, der står i vejen for den grønne omstilling.

- Det er afgørende, at vi får sat turbo på den grønne omstilling, og når fremsynede virksomheder får en god ide, så skal vi som kommune støtte dem og hjælpe med at få ideen realiseret. Det danske samfund står over for enorme investeringer i energinettet, der skal klargøres til fremtidens grønne strøm, og jeg tror, man kunne spare mange penge ved at lade folk producere strøm i fællesskaber uden om energinettet, siger Lars Storgaard og fortsætter: 

- Det er en vigtig diskussion, vi skal have igangsat, og det er tanken bag vores deltagelse i at skrive til ministeren

Med nye regler kan der skabes muligheder for lokale energifællesskaber, og ved at dele energien lokalt kan man undgå nogle af de store investeringer, der bliver behov for i det nationale transmissionsnet.

Løses i fællesskab

I Hadbjerg Erhvervspark er Kim Slavensky en af virksomhedsejerne bag planen om det fælles solcelleanlæg. Han er direktør og medejer af Phønix Tag, som leverer netop solcelleopsætning, og han har derfor været tovholder på projektet og lavet beregningerne til sine kolleger i erhvervsparken.

Derudover er han også bestyrelsesmedlem i Dansk Solcelleforening.

- Vi kender i foreningen ikke til lignende projekter, hvor virksomheder deles om solenergi, og derfor kan projektet i Hadbjerg blive et pilotprojekt, der kan vise hele landet, hvilke gevinster der er at hente – og eventuelle udfordringer, siger Kim Slavensky og tilføjer: 

- Grundlæggende ønsker virksomhederne i erhvervsparken at bidrage til den grønne omstilling, og som reglerne er nu, må vi ikke dele strømmen med hinanden. Men det er nødvendigt, for nogle af virksomhederne er små og har ikke tagareal nok til solcellerne, mens andre har god plads og kan stille taget til rådighed for naboen. Den grønne omstilling skal løses i fællesskab, og derfor er vi i erhvervsparken glade for, at kommunen hjælper med at få skabt opmærksomhed om projektet.

Stor fremgang

Tidligere på året proklamerede netop Dansk Solcelleforening at potentialet for solcelleanlæg var kæmpestort. En fremskrivning lød på 12 GW sol i 2030. En andel som de tagbaserede anlæg teknisk set kan levere, hvis man spørger Kim Slavensky.

Han forklarer, at 12 GW solenergi med dagens teknologi vil fylde 53 millioner kvadratmeter tag.

- Der bygges mellem 6-9 millioner kvadratmeter tag om året. Det vil sige, at inden 2030 vil der være bygget 60 millioner kvadratmeter tag. Så bare i nybygning kan behovet dækkes, men vi skal også bruge de bedste og mest egnede af de eksisterende tage, der er bygget, har han tidligere fortalt til Energy Supply.

Flere regler at gøre op med

Der er altså flere hindringer, der skal gøres op med for at bane vejen for de store tagbaserede anlæg i almindelighed og projektet i Favrskov i særdeleshed.

For det første skal kravet om, at strømmen fra tagets produktion skal anvendes i den samme bygning, hvor det produceres, fjernes. Strømmen skal kunne produceres på tagene i industrikvarterene i byens opland og eksporteres ind til byen til forbrug i dagtimerne, når solen skinner eller alternativt deles med andre virksomheder, lyder det fra Kim Slavensky.

Hos Dansk Solcelleforening peger formand Flemming V. Kristensen på de uafklarede forhold for fordelingen af omkostningerne for tilslutning til elnettet, netselskabernes opkrævning af rådighedsbetaling for mellemstore anlæg uanset om de leverer el til nettet eller til at dække egetforbruget i en virksomhed samt det at tilslutning af mindre solcelleanlæg fortsat er meget bureaukratisk og kræver uforholdsmæssig meget teknisk dokumentation for at opfylde myndighedernes krav.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11